Hvorfor tør vi ikke tale om kultur i kommunalvalget?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ældrepleje. Folkeskolen. Daginstitutioner. Klima og miljø. Og i København: parkeringspladser. De samme temaer dukker igen og igen op i kommunalvalgkampene. De er vigtige. Men ét område skubbes konsekvent ud af debatten, som om det ikke fortjener en plads ved bordet: kulturen.

Hvorfor er kulturpolitikken så fraværende, når teatre, biblioteker, musikskoler, museer, festivaler og foreninger hver uge samler tusindvis af borgere og spiller en afgørende rolle for vores fælles liv? Hvorfor fylder det ikke, når regeringen samtidig taler om en nødvendig åndelig oprustning? Og hvorfor nævnes kulturen ikke, når netop den er vores stærkeste kort til at skabe fællesskab, trivsel og identitet i en tid præget af kriser?

Kultur er veldokumenteret vigtig. Den er ikke luksus. Den er fundament. Alligevel står den i skyggen. Det er på tide at spørge: Hvordan kan vi acceptere, at kulturpolitikken er næsten usynlig i valgkampen, når vi har fem klare og veldokumenterede grunde til, at den burde stå i centrum?

Kultur er ikke en udgift. Kultur er økonomi. En analyse fra landets seks største kommuner, København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers, viser, at kultur- og fritidslivet i 2022 bidrog med 55 mia. kr. i værditilvækst, skabte omkring 80.000 job og genererede 20 mia. kr. i skatteindtægter. Til sammenligning bidrog landbruget med mindre.

I Odense alene skabte kulturen knap 4 mia. kr. og over 6.500 arbejdspladser. I Randers knap 700 mio. kr. og 1.400 job. Det er reelle tal med reel betydning. Kultur og oplevelsesøkonomi er altså ikke noget pyntelag – det er en motor for udvikling og beskæftigelse.

Når borgmesterkandidater kalder kulturen en udgiftspost, afslører de, at de ikke har forstået regnestykket. Hver investeret krone i kultur skaber aktivitet i butikker, restauranter og hoteller. Den lokale festival betyder fyldte hoteller, restauranter med kø til bordene og detailhandel, der oplever ekstra omsætning. Kulturen er et økonomisk lokomotiv. Hvorfor nævnes det ikke i debatterne?

Vi taler om polarisering, om smuldrende tillid, om ensomhed og demokratisk pres. Men vi glemmer at tale om det mest effektive svar: kulturen.

Biblioteker, teatre, musikskoler, festivaler og foreninger er steder, hvor vi mødes på tværs af alder, baggrund og uddannelse. Her skabes den sociale lim, der binder lokalsamfund sammen. Randers Kommune konkluderede klart: Kulturen styrker samhørigheden i hele kommunen.

Under coronanedlukningen viste en britisk kommission, at lokale kulturtilbud skabte empati, kontakt og fællesskab, da alt andet lukkede ned. Det samme kunne vi se herhjemme: da museer, musikskoler og biblioteker lukkede, forsvandt mange menneskers eneste mødepunkt uden for hjemmet. Da de åbnede igen, oplevede vi, hvordan kulturen kunne hele og samle. Det burde være et centralt tema i valgkampen. I stedet er der tavshed.

Sundhed fylder i valgkampe, men altid i form af sygeplejersker, plejehjemspladser og sygehuse. Vi glemmer kulturen.

I Odense svarer 40 pct. af borgerne, at kulturtilbud har stor eller meget stor betydning for deres livskvalitet. Kultur på Recept har vist, at 8 af 10 stressramte borgere oplever bedre helbred, og 75 pct. højere trivsel efter et 10-ugers kulturforløb. Det er tal, der bør få enhver ansvarlig kommunalpolitiker til at lytte.

WHO dokumenterede i 2019, at kunst og kultur kan være lige så kosteffektive som medicinske indsatser. De kan mindske stress, depression og ensomhed, og de kan skabe livskvalitet for borgere i alle aldre. Når kulturforløb indgår på plejehjem eller i genoptræning, er resultaterne markante. Alligevel er kulturen fraværende i kommunalvalgkampen. Hvorfor?

Vi kræver bedre skoler og højere faglighed. Men vi overser, at kulturen er en af de stærkeste motorer for netop det.

Børn og unge, der spiller musik, går til teater, bruger biblioteker og museer, udvikler kreativitet, empati, samarbejdsevner og kritisk sans – præcis de kompetencer, fremtiden kræver. Under coronanedlukningen var det kulturinstitutionerne, der holdt hånden under børns læring med digitale tilbud og materialer.

I Finland er kulturskoler en integreret del af uddannelsessystemet, fordi de styrker børns læring og udvikling. I Norge er kommunale musik- og kulturskoler lovpligtige.

Hvorfor diskuterer vi ikke det i Danmark, når vi taler folkeskolereform og unges trivsel? Vi taler meget om Pisa-resultater, men næsten aldrig om kulturens rolle i børns dannelse. Det er et forbløffende hul i debatten.

Bosætning og erhvervsudvikling er varme emner. Men kulturen nævnes sjældent i den sammenhæng.

I Randers peger 35 pct. af borgerne på kulturen som en central grund til, at byen er et godt sted at bo. Over 70 pct. af danske virksomheder vurderer, at et rigt kulturliv er afgørende for at tiltrække og fastholde medarbejdere.

Det er et faktum, som mange borgmestre og erhvervschefer allerede kender, men som mærkeligt nok sjældent når valgkampens debatter.

Kultur ændrede byernes image, skabte turisme, tilflytning og stolthed. Kulturen kan simpelthen være forskellen på, om en by vokser eller går i stå. Men hvor ofte hører vi borgmesterkandidater sige: »Vi vil gøre kultur til en del af vores bosætningsstrategi?« Næsten aldrig.

Vi har fem veldokumenterede grunde til, at kulturen er fundamentet under kommunernes udvikling. Alligevel er kulturpolitik næsten usynlig i valgkampen. Hvorfor? Fordi kultur stadig opfattes som blødt. Som luksus. Som noget, vi kan undvære, når økonomien er presset. Men den fortælling er falsk. For uden kultur halter hele velfærdssamfundet.

Det handler i sidste ende om prioritering. Når kulturen fravælges i debatten, sender vi et signal om, at økonomi, mursten og drift er vigtigere end menneskers livskvalitet, fællesskab og dannelse. Det er et valg, vi som vælgere bør udfordre.

Når du står i stemmeboksen, så spørg dig selv: Hvad ville din by være uden biblioteker, uden musikskoler, uden festivaler, uden teatre, uden museer? Ville det stadig være et sted, du havde lyst til at bo? Ville dine børn have lyst til at vokse op dér? Og når du møder kandidaterne til kommunalvalget, så spørg dem: Hvilken kulturpolitik vil du føre, hvis jeg giver dig mit kryds?

Det handler ikke om billetter og bogudlån. Det handler om vækst, fællesskab, sundhed, læring og bosætning. Det handler om fremtiden for vores kommuner.

Kultur er ikke flødeskum. Kultur er fundament. Uden kultur står vores byer på vaklende ben. Med kultur kan vi skabe lokalsamfund, hvor mennesker trives, mødes, lærer, arbejder og bliver boende.

Derfor er det ikke bare et overset emne. Det er en skandale, at kulturpolitik fylder så lidt i kommunalvalgkampen. Vi vil have kulturpolitikken ind i valgkampen. Kandidaterne kan ikke længere nøjes med at tale om ældrepleje, skoler og parkeringspladser, mens de ignorerer kulturen. For kultur er ikke luksus. Kultur er fundament. Og uden det vakler hele velfærdssamfundet.