Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ikke flere bureaukratiske benspænd for solceller i byerne

Der er egentlig ikke så meget at sige til, at man på landet kan stå med en følelse af at stå alene med ansvaret for den grønne omstilling. For hvor er solcellerne i byerne?

Anni MatthiesenMF, landdistriktsordfører, (V)
Steffen DamsgaardFormand, Landdistrikternes Fællesråd
Martin DammBorgmester, (V), Kalundborg Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lad os indledningsvis komme med først en ros og så en indrømmelse.

Rosen går til vores landdistriktskommuner. Og rosen går på, at de har taget – og stadig tager – et kæmpe ansvar for den grønne omstilling af Danmark.

De ligger helt i front, når det kommer til produktionen af grøn strøm til resten af landet. Det skal de, naboerne og lokalsamfundene, både anerkendes og kompenseres ordentligt for. Produktionen af grøn energi er afgørende for Danmarks grønne omstilling – men solcelleanlæg fylder i landskabet og kan nogle steder ses på lang afstand. Det risikerer at påvirke naboer, landsbyer og lokalsamfund. Derfor skal kommunerne fortsat inddrage og lytte til lokalbefolkningen og søge lokal opbakning til anlæggene.

Indrømmelsen er, at vi til gengæld godt kan forstå, hvis landdistriktskommunerne og lokalbefolkningen ser mod bykommunerne og undrer sig over, hvad det egentlig er, at de venter på.

Kigger man med grønne briller ud over bykommunerne, så falder det utvivlsomt i øjnene, hvor få solceller der egentlig er på byernes tage. Og så er der egentlig ikke så meget at sige til, at man på landet kan stå med en følelse af at stå alene med ansvaret for den grønne omstilling.

Heldigvis skyldes de manglende solceller i byerne ikke en modvilje mod at bidrage til produktionen af vedvarende energi. Nok snarere tværtimod.

I stedet handler det snarere om kringlede og bureaukratiske regler, der har gjort det alt for svært for kommunerne at opsætte solceller på f.eks. den kommunale svømmehal, skolen eller det lokale bibliotek. Hidtil har kommuner nemlig skulle lave en særlig selskabsudskillelse for at kunne opsætte solceller på kommunale tage. Og netop dette med at udskille dem i et selvstændigt selskab har vis sig at være noget af en bureaukratisk byrde for kommunerne. Det har kort sagt været for kompliceret og dyrt – og desværre en decideret hindring for byernes bidrag til den grønne omstilling.

Derfor vil Venstre og regeringen nu skrotte kravet om selskabsudskillelse ved opsætning af solceller på de kommunale tage. Det skal nemlig fremover være langt mindre kompliceret at bidrage til produktionen af grøn strøm i Danmark for vores bykommuner, men selvfølgelig også for alle landdistriktskommunerne. For muligheden for solceller på kommunale tage skal være for alle kommuner.

Vi har så mange kommuner, der bare står og stamper i startboksene, fordi de ved, at deres lokale skole eller idrætshal ville egne sig rigtig godt til solceller. De vil gerne bidrage til den grønne omstilling, men er blevet overrumplet af alt for mange krav og regler. Derfor fjerner vi nu langt om længe de regler, der har stået i vejen for kommunernes solcelleprojekter på tagfladerne.

Det vil samtidig gøre det lettere for kommunerne at leve op til EU’s bygningsdirektiv, som kræver energieffektivisering af offentlige bygninger inden 2031. Her indgår blandt andet, at kommunerne skal gennemgå alle offentlige tagflader for at vurdere potentialet for solceller.

Danmarks grønne omstilling er en fælles ambition, og derfor er det kun retfærdigt, at der tages fælles grønt ansvar i både bykommuner og i landdistrikterne. Nu giver vi langt om længe kommunerne de rammer, der er nødvendige for at få endnu flere solceller op på byens tage.