Hvordan kan man gøre befolkningen tryg? Opruster vi til krig eller for sikkerhedens skyld?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Verden befinder sig i en historisk brydningstid. Geopolitiske spændinger, voldelige konflikter, klimaforandringer, stigende ulighed og politisk polarisering, voksende misinformation og en ureguleret digital informationsteknologi vækker bekymring og skaber frygt hos rigtig mange mennesker.

Ifølge en global undersøgelse af UNDP føler seks af syv mennesker sig utrygge. Mange undgår at følge med i nyhederne. Så hvordan skaber vi tryghed i en verden med mange sammensatte komplekse kriser, og hvilken form for sikkerhed stiler vi efter?

Nato-landene har besluttet at øge forsvarsbudgetter til 5 pct. af bnp – det højeste niveau nogensinde. Tanken er at vise styrke, afskrække potentielle fjender og forsvare os i tilfælde af angreb. Men er det nok til at skabe tryghed, og i hvilken udstrækning øger det vores sikkerhed?

Historien har vist, at oprustning alene sjældent fører til fred. Vi ved, at langvarig fred og stabilitet fremmes gennem opretholdelse af international retsorden, diplomati, god regeringsførelse og bæredygtig udvikling.

Forskere fra både DIIS og det danske Forsvarsakademiet har ofte understreget, at militære indsatser og kampklarhed i sig selv ikke kan sikre langvarig fred og sikkerhed. Lokale forhold, institutionel opbygning, økonomisk udvikling og legitimitet er afgørende for langvarig stabilitet. Hovedbudskabet er samtænkning i dansk sikkerhedspolitik, at militær magt skal tænkes sammen med civile initiativer som diplomati, teknologisk udvikling, erhvervssamarbejde og klimabidrag for at opnå effektiv konfliktløsning.

Forsvarsakademiets studie af f.eks. militant ekstremisme i Mozambique viste en stigning i vold, fordi militære strategier ikke var ledsaget af sociale og diplomatiske midler. Den første del af Afghanistan-udredningen, der afdækker læringen fra 20 års krig i Afghanistan, som DIIS har publiceret, peger på samme skævhed: et manglende fokus på fredsaftaler og fredsskabelse.

Desuden må vi heller ikke glemme, at nogle af de største trusler mod vores liv og fremtid ikke kan afværges militært. Det gælder for eksempel misinformation, AI og cybersikkerhed, som World Economic Forum sidste år identificerede som de mest alvorlige globale risici, der truer med at forstyrre valgprocesser, forværre ulighed og samfundsmæssige polariseringer og undergrave demokratiske institutioner.

På samme måde er klimaforandringerne ikke bare et miljøproblem, men en alvorlig trussel mod fred, sikkerhed og regional stabilitet. Klimaændringer kan forstærke eksisterende konflikter og forværre skrøbelige situationer.

Forskning viser, at tørke, vandmangel eller oversvømmelser allerede fører til øgede konflikter, da forholdene øger konkurrencen om adgang til begrænsede ressourcer. Ødelæggelse af økosystemer kan medføre økonomisk kollaps, nye pandemier og tvungen migration. Eksempelvis blev over 30 mio. mennesker fordrevet som følge af klimarelaterede katastrofer i 2023. Verdensbanken vurderer, det tal kan nå op på 200 mio. i 2050.

Mathias Cormann, generalsekretær for OECD, har sagt det klart: »Investering i menneskelig udvikling er ikke velgørenhed – det er den klogeste sikkerhedspolitik, vi kan føre.«

Militær oprustning tjener til at afskrække potentielle fjender og til at kunne holde stridende parter fra hinanden. Men militære indsatser og hardware adresserer ikke de grundlæggende årsager til konflikter og andre livstruende kriser, vi står over for.

Lande gør derfor klogt i at vægte deres investeringer i mere end ét værktøj, hvis det langsigtede mål er fred og sikkerhed.

FN fylder i år 80 år og blev skabt som reaktion på rædslerne fra Anden Verdenskrig. FN er ikke en perfekt størrelse, men det er en vigtig del af den internationale sikkerhedsarkitektur og verdens vigtigste globale samtaleforum – og derfor helt centralt for at finde fælles løsninger på globale udfordringer som voldelige konflikter, cybersecurity, klima, fødevaresikkerhed, pandemier og ulighed.

Men støtten til FN og det multilaterale samarbejde er under pres. Mange lande – også store aktører – trækker sig delvist fra det internationale samarbejde netop på et tidspunkt, hvor vi har allermest brug for det.

Samtidig viser tal fra OECD, at kun fem lande, heriblandt Danmark, lever op til målet om at yde 0,7 pct. af bnp i udviklingsbistand, og flere lande planlægger at skære yderligere. I 2025 forventes det, at udviklingsbistanden globalt vil falde op til 17 pct., bl.a. for at finansiere de øgede militærbudgetter. Det er en farlig kurs, hvis målet er en fredeligere og mere stabil verden.

Det er også en dyr kurs, for ifølge IMF kan én dollar investeret i konfliktforebyggelse spare op til 103 dollars i konfliktrelaterede omkostninger. Alligevel bruger verden i dag 13 gange mere på våben end på udvikling og forebyggelse. I 2024 rundede de globale militærudgifter mere end 17 billioner kroner.

Midt i denne globale tilbagetrækning har Danmark valgt at fastholde sit udviklingsengagement og støtte til FN. Samtidig anerkender Danmark i sin nye udviklingsstrategi ”Verden i Opbrud”, at udvikling og multilateralt samarbejde ikke er et velgørenhedsprojekt, men helt afgørende for Danmark og Europas egen tryghed, økonomi og fremtid.

Den tankegang bør videreføres i sikkerhedspolitisk sammenhæng. Når Nato-lande nu beslutter at bruge 5 pct. af bnp på oprustning, er det positivt, hvis man samtidig vælger at 1,5 pct. af dette skal gå til bredere sikkerhedsmæssige formål. Det åbner et vindue for at tænke nyt: Midlerne kan optimere den globale sikkerhed ved netop at blive investeret i diplomati, konfliktforebyggelse, udvikling, klimahandling og kriseberedskab. Det vil signalere et oprigtigt ønske om at opruste for fred og sikkerhed.

Sikkerhed i det 21. århundrede kan ikke skabes med militære midler alene. Sikkerhed skal opbygges gennem helhedstænkning, hvor diplomati, kriseberedskab, udviklingsindsatser og klimahandling går hånd i hånd med forsvarsstrategier.

Verden er i opbrud, og utrygheden stiger. Vi har brug for at styrke investeringer, også i løsninger, der adresserer de grundlæggende årsager til konflikt og destabilisering.

Diplomati, udviklingsinvesteringer og klimahandling er ikke naive drømme – de er realistiske, velunderbyggede og dokumenterede strategier, der virker. Med vores 80 års erfaring siden Anden Verdenskrig ved vi, at tryghed kræver mere end luftforsvar og droner – det kræver modet til at tænke forebyggende, til at styrke samfund nedefra og til at se udvikling som det, det virkelig er: en strategisk sikkerhedsinvestering i langvarig fred og sikkerhed.