Handicappede unge lukkes ude af SU-systemet
Uden handicaptillæg på gymnasiale uddannelser risikerer vi frafald, isolation og livslang afhængighed – til en langt højere pris for både de unge og samfundet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Unge med handicap møder stadig en mur i Danmark – ikke fordi de mangler evner, men fordi vores politikere fastholder et uddannelsessystem, der diskriminerer økonomisk.
Handicaptillægget, som skal sikre, at studerende med varig funktionsnedsættelse kan gennemføre deres uddannelse, er i dag kun tilgængeligt på videregående uddannelser og erhvervsuddannelser. Gymnasiale uddannelser, VUC og HF-enkeltfag er udelukket. Det er uretfærdigt og ulogisk. Gymnasiale uddannelser er et nødvendigt trin på vejen til videregående uddannelser, og uden støtte risikerer unge med handicap at blive blokeret allerede dér.
Fra Christiansborg lyder forklaringen, at SU-systemet er prioriteret mod uddannelser, der giver hurtige arbejdsmarkedskompetencer. Men et handicap forsvinder ikke, fordi man går i gymnasiet. Behovet for støtte er det samme – også selvom uddannelsen ikke fører direkte til job. Politikerne overser netop de unge, der har størst behov for hjælp.
Når en ung fylder 18, ophører forældrenes forsørgerpligt, og den unge forventes at klare sig selv. Men mange med handicap kan ikke supplere SU’en med et studiejob.
Resultatet er afhængighed af forældres lommepenge, gæld eller isolation. Ikke alle familier har økonomisk råderum, men står reelt med ekstraudgifter uden støtte. Systemet lægger byrden på familierne og fratager de unge selvstændighed.
Argumentet om, at gymnasieelever ”bor hjemme” og derfor ikke behøver støtte, holder heller ikke. Mange starter senere, bor ude eller bruger længere tid på at gennemføre, ofte på grund af behov for mental sundhedsstøtte. Voksne, der søger opkvalificering via VUC eller HF-enkeltfag, møder samme barrierer – men får stadig ingen hjælp.
Konsekvenserne er tydelige: Kun 66 pct. af unge med handicap er i gang med en ungdomsuddannelse som 18-årig mod 86 pct. af deres jævnaldrende. Kun 4 ud af 10 med psykiatriske diagnoser gennemfører seks år efter 9. klasse, og for unge med autisme er tallet blot 29 pct. Tallene viser, at uden støtte mister vi talenter – og unge mister deres fremtid.
Samtidig koster det staten dyrt. En ung på overførselsindkomst koster 230.000 kr. årligt, mens en hel erhvervsuddannelse koster 120.000 kr. Den nuværende prioritering er ikke bare urimelig, men også uøkonomisk.
Handicaptillægget er ikke en gave, men en nødvendighed. Det handler om retfærdighed, inklusion og lige adgang til uddannelse. Et handicap forsvinder ikke, fordi man vælger gymnasiet frem for universitetet. Uden støtte ser vi frafald, isolation og livslang økonomisk usikkerhed – med store konsekvenser for unges mentale sundhed.
Spørgsmålet er enkelt: Vil vi fastholde unge med handicap i afhængighed af deres forældre – eller give dem muligheden for uddannelse, selvstændighed og værdighed?