Niels Krause-Kjær nævner ikke "biodiversitet" i sin nye roman. Det er der en god grund til

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Landbruget spiller en hovedrolle i dansk historie og litteratur. Indtil omkring 1960 var det landets hovederhverv, og udviklingen fra 1960 til i dag er et drama med mange strukturændringer. Niels Krause-Kjærs netop udkomne roman ”Ude for uden” sætter fokus på udviklingen de sidste 75 år; og det er en fascinerende beretning om succeser og fiaskoer.

Udgangspunktet i 1950 var et dansk landbrug med 204.000 brug. De var i gennemsnit på 15 ha, havde 2,5 hest, 15 stykker kvæg, hvoraf halvdelen var malkekøer, 16 svin og 120 høns. Og en stor del af brugene så faktisk nogenlunde sådan ud.

Et lille, alsidigt brug kan i dag opfattes som irrationelt, men var det ikke dengang. Produktionen hang sammen. Det var nødvendigt at have både dyr og planter, for planterne gav foder til dyrene, og husdyrgødning var centralt for planterne. Det var også nødvendigt at kombinere malkekøer og svin, for mælk blev først og fremmest brugt til at lave smør, og så blev der et restprodukt af skummetmælk.

På en tid, hvor de fleste havde hårdt fysisk arbejde, og kvinderne ikke skulle ligne streger i luften, var det sødmælk, man drak. Og så var der brug for en anvendelse af skummetmælken. Og skummetmælk er fremragende svinefoder.

En sådan bedrift var arbejdskraftintensiv, men der var rigeligt med billig arbejdskraft. Hele familien deltog i arbejdet; ikke uberettiget taler man om ”familiebrug”. Sædskiftet var en anden hovedhjørnesten i driften. Med rotation af afgrøder kunne man bekæmpe ukrudt og skadedyr, der ofte er afgrødespecifikke, og samtidig sikre næringsstoffer, da f.eks. kløver kan opsamle kvælstof fra luften.

Dette landbrug var en succes: I 1950 var 63 pct. af den samlede danske eksport landbrugsvarer, og England var den store aftager. Landbrugseksporten til England var så afgørende, at vi i 1973 fulgte Storbritannien ind i EU (EF).

Landbruget prægede også det sociale og politiske liv. Landbrugets parti Venstre konkurrerede med Socialdemokratiet om at have regeringsmagten. I 1945-47 var statsministeren gårdejer Knud Kristensen, og i 1950-53 gårdejer Erik Eriksen. Ved folketingsvalget i 1960 fik Venstre 38 mandater, og af dem var 21 gårdejere, og yderligere tre var landbrugskonsulenter.

Venstre havde i 1960 næsten 200.000 medlemmer (mod i dag ca. 25.000), og Venstres ungdom 54.000 (mod i dag 2.000). Det sociale liv på landet og i mange mindre provinsbyer foregik i Venstre-vælgerforeningen og Venstre Ungdom. Man fandt sin kone til ballerne i Venstre Ungdom, og når man blev gift og fik børn, gik man til juletræ i Venstre-vælgerforeningen.

Høje lønninger og store maskiner har gjort denne struktur forældet. Til er kommet større og større traktorer, mejetærskere, malkerobotter osv., og det kræver en meget stor bedrift for at udnytte maskinernes fulde kapacitet.

En fremtrædende landmand bekendte i 1962, at traditionen tilsagde, at man skulle være tro mod sin kone og sit sædskifte, men han var nu ikke helt tro mod sit sædskifte.

I løbet af 1970’erne holdt man så op med at være tro mod både konen og sædskiftet, og begge dele var den kemiske industris skyld. P-pillerne gjorde, at man ikke behøvede at være tro mod konen, og kunstgødning og pesticider gjorde sædskiftet overflødigt.

Men det havde også ulemper. Bivirkningerne af pesticider er nok begrænsede, men den ønskede virkning er så effektiv, at den giver problemer. Drømmen var med sædskifte, hakke og radrensere at bekæmpe ukrudtet, men det lykkedes ikke.

Det kan vi nu med pesticider, og så er mange – mest uden for landbruget – begyndt at omtale ukrudt og skadedyr som biodiversitet. Idealet for mange er blevet ”vild med vilje”.

Vi har så fået et landbrug med under 6.000 bedrifter, flere brug leverer over 100.000 svin om året, og for at få volumen i de enkelte produktionsgrene er der også sket en specialisering. Under 2 pct. af bedrifterne har i dag både svin og kvæg. Og specialiseringen går videre: Nu producerer nogen smågrise, og andre feder dem op. En stor del af det sidste foregår i Tyskland og Polen.

Samtidig har landbruget mistet økonomisk betydning. Kun ca. 2 pct. af vort nationalprodukt kommer fra landbruget, og landbrugseksporten udgør kun ca. 7 pct. af den samlede vare- og tjenesteeksport.

Denne dramatiske landbrugsudvikling dækker over mange individuelle skæbner og har fascineret både historikere og forfattere. Krause-Kjærs bog er et led i en lang række af bøger. Nævnes kan bl.a. Jens Smærup Sørensens roman ”Mærkedage” fra 2007 og Ove Korsgaards slægtshistorie ”Solskin for den store muld” fra 2013.

Det har været en så central del af den nyere danske litteratur, at det har givet anledning til debatter, f.eks. i 2013-14 i Grundtvigs Tidende mellem Jens Smærup Sørensen og Aarhus’ nuværende biskop, Henrik Wigh-Poulsen.

Wigh-Poulsen ser Smærup Sørensens og Ove Korsgaards bøger som et led i »den store nationale fortælling om landbokulturen og dens fald, som forfatterne Aakjær, Jensen og Knudsen allerede ved forrige århundredeskifte mejslede ind i vor fælles bevidsthed«, men selv hensættes han ikke i »bævende rørelse ved synet af en selvbinder«.

Det er vigtigere, at forfatterne skriver, så »vi alle bliver bedre til at se, hvad der er, end hvad der engang var«. Smærup Sørensen mener derimod, at »den store historie om landbruget er vi kun lige begyndt at fortælle«. Missionen er »at male et billede af os mennesker, som vi er, og som vi var, og som vi til alle tider vil være«.

Både Krause-Kjær og jeg selv hører til på Smærup Sørensens side i denne debat, og Krause-Kjærs velanmeldte bog er et vigtigt led i denne litteratur. Det er oplagt, at nok er Krause-Kjær forfatter og journalist, men han er først og fremmest landmandssøn. Han har en detaljeret viden om landbruget og har stadig nogle nedarvede holdninger fra landet. Det kan der nævnes mange eksempler på, men her skal kun nævnes to.

Mens jeg var vismand, og Marianne Jelved økonomiminister, var vi jævnligt ude at tale samme sted, og der begyndte vi ofte med en sang fra højskolesangbogen.

Det undrede os, hvor ofte vi sang om rugen. Det endte vi med at undersøge og skrev en artikel om det i Landbohistorisk Tidsskrift. Der er 16 sange med rug i Højskolesangbogens 17. udgave, men kun fem med hvede og byg og én med havre.

Ser man derimod på det dyrkede areal, har byg domineret hele efterkrigstiden (idet hvede dog nu er kommet op i nærheden af byg). Der er altså forskel på kornsorternes betydning i kulturlivet og landbruget.

Og det er et af mange steder, hvor Krause-Kjær er præget af virkeligheden. Byg er den eneste kornsort i ”Ude for uden” (og er for øvrigt også nævnt allerede på første side i ”Mærkedage”).

Også holdningsmæssigt er Krause-Kjær præget af sin opvækst. Som journalist har han et sikkert blik for landbrugs- og højskolelederes svulstige taler om landbrugets betydning.

Men når det kommer til de konkrete beskrivelser af landbruget, er det tydeligvis landmandssønnen, der skriver. Vi, der som børn forår efter forår har luget roer, har en æstetisk glæde ved lige rækker uden ukrudt og skadedyr. ”Vild med vilje” er et ideal for byboere.

Hos Krause-Kjær forekommer ordet ”ukrudt” ni gange på de første 100 sider og seks gange på de næste, mens ordet ”biodiversitet” ikke forekommer. Og når ”ukrudt” optræder, er det typisk et tegn på forfald. Det landbrug, der er på vej væk, er karakteriseret af forfaldne huse og omgivelser, hvor ukrudtet har fået lov at brede sig.

Nutiden kan kun forstås, hvis man har helt styr på fortiden.