Ministeren gled i kulturpasset

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har gennemført den museumsreform, tre-fire af hans forgængere måtte opgive. Han varsler nu både en reform af teaterområdet og fritagelse af bogmomsen. Det er præstationer og politisk håndværk, ingen kan tage fra ham. Men Engel-Schmidt er også ministeren, der gled i kulturpasset.

Det var Lars Løkke Rasmussen (M) og Jon Stephensen, der lancerede idéen om et kulturpas på 2.000 kr. til unge i en kronik i Politiken den 2. april 2022. Ud fra den tankegang, at kulturvaner grundlægges i de unge år, ville de to daværende moderate politikere give ungdommen gratis kulturoplevelser.

Idéen fik ben at gå på, og da Moderaterne kom med i Mette Frederiksens regering et halvt år senere, kom kulturpasset også med i regeringsgrundlagets kapitel om kultur.

I SMV-regeringen følte socialdemokraterne sympati for tanken. Efter at regeringen havde regnet på det, fik kulturpasset en social profil, der betød, at det kun var unge uden hverken uddannelse eller arbejde, der skulle have glæde af det. Dem var der ca. 43.000 af, og der blev afsat 140 mio. kr. til et kulturpas til dem.

Men indførelsen af kulturpasset var imidlertid fyldt med snubletråde.

De 43.000 unge uden arbejde eller uddannelse var og er en målgruppe, det kræver en særlig indsats at nå. De vil hellere til bal i det lokale forsamlingshus end på besøg på Statens Museum for Kunst. For dem betyder geografisk afstand mere end prisen på en billet. De foretrækker kort sagt oplevelser, man kan være fælles om i nærmiljøet.

Kulturpasset blev tilpasset, så det også gjaldt fodboldkampe på det lokale stadion. Man afsatte penge til særlige ”håndholdte” indsatser for at nå de 43.000 unge. Derfor endte det med, at kun 90 af de 140 bevilgede millioner går til de unge, der hver får for 2.000 kr. kulturoplevelser. På den måde trak implementeringen ud.

Men så, i sommerferien 2025, da de unge endelig skulle have deres kulturpas, viste det sig gudhjælpemig, at den app, passet skulle ligge på, ikke fungerede! Og lige nu aner ingen, hvornår de unge får det kulturpas, de blev lovet i regeringsgrundlaget for tre år siden.

Alt, hvad der kunne gå galt, er gået galt. Hvis ikke det var så uheldsvangert, var det lige til at grine ad.

For en kulturminister, der ellers på store træk har gjort det godt, ligner kulturpasset hans Waterloo. Slaget ved Waterloo var som bekendt det slag, hvor Napoleon i 1815 led sit endelige nederlag. Der er ingen, der siger, at kulturpasset bliver Engel-Schmidts endelige politiske nederlag. Men passet er trods alt den ene af de to ting, der på kulturens område loves i regeringsgrundlaget. Den nu gennemførte museumsreform er den anden.

Med folketingsvalg senest om et år haster det med gennemførelsen af passet.

Når de unge til sidst – måske – får deres kulturpas, står et spørgsmål imidlertid tilbage: Hvad er egentlig det politiske mål med kulturpasset? Er det at få de unge ud at opleve noget? Eller er det via kulturoplevelser at få dem i gang med at arbejde eller at uddanne sig?

Hvis de 140 mio. kr. bare går til oplevelser, er det en dyr fornøjelse. Hvis målet er at få de unge i gang med arbejde og uddannelse, skal der nok mere end et kulturpas til.