Tysk er blevet en politisk varm kartoffel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I det nyligt præsenterede finanslovsforslag for 2026 afsætter regeringen 68 mio. kr. til at styrke tysk og fransk på de videregående uddannelser.

Uddannelsesminister Christina Egelund (M) er nemlig ked af den ringe interesse for sprogfagene og mener, årsagen skal findes i den nedladende retorik, der er omkring humanistiske fag.

Men længe har det været en offentlig hemmelighed, at de fleste politikere ikke kan se den økonomiske værdi i humanistiske uddannelser, og derfor nedprioriterer de dem. Ingen andre kandidatuddannelser end de humanistiske har i samme omfang været udset til at skulle nedsættes fra 2-1,25 år i Egelunds eget udspil til at forkorte kandidatuddannelserne.

Derfor er Egelunds pengegave hyklerisk og et forsøg på at skubbe ansvaret væk fra sig.

Årsagen til det faldende optag på sproguddannelserne skyldes ikke et ressourceproblem, men et strukturelt problem. Derfor skal der ikke tilføres flere penge til sproguddannelserne på de videregående uddannelser. Det er penge ud ad vinduet.

Den faldende interesse for tysk og fransk skyldes en elendig folkeskole, hvor der ikke længere er fokus på boglig dannelse med udsyn og forståelse for, at vi også er europæere. I stedet er folkeskolen blevet den nye specialskole, hvor der er fokus på, at uprivilegerede unge – børn, der kommer fra ressourcesvage hjem, børn med indlæringsvanskeligheder eller diagnoser – bliver de politisk privilegerede børn.

Inklusionsloven fra 2012, hvis formål er, at 96 pct. af alle børn skal inkluderes i den almene skole, har simpelthen smadret folkeskolen. Alt for mange børn lider under inklusionsloven, og forældrene gør det samme. Sidste år brugte kommunerne 2,2 mia. kr. på at betale tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der blev nødt til at blive hjemme med deres børn, fordi de ikke vil i skole.

Alt for mange børn bliver hjemme og går glip af essentiel faglig og social læring. Således havde 982 elever sidste skoleår mere end 150 dages fravær ud af skoleårets 200 dage. I samme periode er antallet af elever med mere end 50 procents fravær fordoblet. Dermed var 3.200 elever sidste år i skole under halvdelen af tiden.

Christina Egelund kommer ikke til at løse problemet med den dalende interesse for tysk og fransk. Skulle hun det, ville det betyde, at folkeskolen skal omstruktureres, så man igen kan bringe fagligheden ind i klasserummet frem for at sylte elevernes kognitive muligheder.

Den sproglige fødekæde knækkes, fordi man i folkeskolen ikke længere prioriterer faglighed. Interessen for tysk kvæles her i sin fødsel, da basale egenskaber som ro, konsekvens og faglige krav til eleverne ikke længere figurerer i undervisningsrummet.

Folkeskolen er ikke kun blevet et opbevaringssted, men er også ramt af politisk makværk. Eller besser gesagt, folkeskolen er formet af et socialdemokratisk uddannelsessyn, hvis arbejderistiske uddannelsespolitik former eleverne. Formålet er ikke at lære eleverne at tænke selvstændigt, men at blive velfærdsstatens loyale soldater.

For det er ikke velfærdsstaten, der har problemer med manglende sprogkundskaber – det er derimod det private erhvervsliv, som regeringen er ligeglad med.

Når regeringen ikke vil ændre de strukturelle rammer for folkeskolen, så gør tilførslen af ekstra ressourcer ikke nogen forskel. Derfor kommer vi aldrig problemet med den faldende interesse for tysk og fransk til livs, så længe vi har en socialdemokratisk ledet regering, der ikke vil ændre på folkeskolen.

Og derfor skal Christina Egelund bruge sine kræfter et andet sted, hvis hun virkelig vil gøre en forskel for tysk og fransk.