Statsministerens Israel-kritik er spil for galleriet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som en af de sidste regeringsledere i den vestlige verden har statsministeren nu skærpet retorikken over for Israel. Efter den officielle melding fra IPC – organisationen, der overvåger fødevaresikkerhed overalt i verden – om, at der er hungersnød i Gaza, hedder det fra statsministeren, at Israel er gået for vidt.

Men statsministeren har ikke tænkt sig at handle på det. Leveringen af de dansk-producerede komponenter til de amerikanske våben, der sendes til Israel, fortsætter. På linje med den israelske premierminister Netanyahu afviser Danmark fortsat at anerkende Palæstina. Den S-ledede regering har sagt nej til at modtage blot et enkelt sygt eller udsultet barn fra Gaza.

Israel gennemfører åbenlyst en etnisk udrensningspolitik, der bl.a. sigter imod at tilintetgøre ethvert håb om en palæstinensisk stat. I direkte modsætning til hvad FN og Danmark har som officiel politik. Hvis regeringen vil tages alvorligt, burde den handle og sikre, at den israelske politik får konsekvenser.

Mere fundamentalt etisk-politisk bidrager regeringen ved sin stiltiende accept af den israelske regerings ekstremistiske politik til at ødelægge det demokratiske, verdslige Israel, som er, hvad vi egentlig burde forsvare

Man kan få den kætterske tanke, at Mette Frederiksens kritik er et rent spil for galleriet. Danmark er fortsat et af verdens mest Netanyahu-loyale lande. Glem ikke statsministerens nu herostratisk berømte og aldeles uigennemtænkte vaccinebesøg i 2021 i Israel hos den korruptionsanklagede premierminister Netanyahu sammen med den outrerede østrigske kansler Kurz, ligeledes anklaget for korruption.

Når Mette Frederiksen trods alt nu fremsætter en spagfærdig kritik, skyldes det antagelig, at regeringen ikke ønsker at gøre sig ud til bens, ikke mindst som formandsland i EU . Den danske pro-israelske politik er – ganske usædvanligt – blevet offentligt kritiseret af Norge, der langt mere helhjertet har engageret sig i katastrofen i Gaza.

Hvis rygterne om, at Mette Frederiksen så småt er ved at køre sig i stilling til at afløse kommissionsformand Ursula von der Leyen i 2029, taler sandt, er det nok også klogt i et centralt udenrigspolitisk spørgsmål som Gaza ikke at sætte sig helt uden for det gode selskab.

En indenrigspolitisk faktor kan spille en rolle: Gaza kommer næppe til at påvirke folketingsvalget synderligt. Men kunne få betydning for stemmeafgivningen ved kommunalvalget til november i København og de større byer, hvor Socialdemokratiet er presset. Her vil en alt for åbenlys og markant opbakning til Netanyahu kunne skade opbakningen til S, ikke mindst blandt de yngre vælgere.

Ude i verden reagerer lande, vi normalt sammenligner os med; Frankrig, Canada og Australien har bebudet, at de vil anerkende Palæstina på FN’s Generalforsamling i næste måned. Storbritannien ligeså, såfremt Israel ikke forinden indgår en våbenhvile. En række af de vestlige lande, bl.a. UK, har sagt ja til at tage imod nogle af de hårdest sårede børn.

Den australske indenrigsminister, Tony Burke, har i en hilsen til Netanyahu prægnant udtrykt situationen derhen, at »styrke ikke måles ved, hvor mange mennesker du kan sprænge i luften, og hvor mange børn du kan udsulte«.

Men Danmark lader de andre stå til søs. Vrider hænder og beklager. Og håber, det hele driver over.

Det kan i særlig grad undre, at Danmark som et af verdens rigeste lande og med “børnenes statsminister” ved roret ikke vil tage imod enkelte af de mest syge børn fra Gaza. Det ville Israel og USA næppe have taget anstød af. Forklaringen er formentlig den danske udlændingepolitik og den forhærdede måde, de toneangivende partier gennem en årrække har talt om mennesker, der ikke ligner os, og som har en anden kultur og baggrund.