Da jeg fik en klage, opdagede jeg, at undervisning i mangfoldighed stadig er kontroversielt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg sidder i forkontoret med ondt i maven, da lederen kalder mig ind. På bordet ligger en klage fra en forælder: »Hvordan kan du retfærdiggøre at undervise børn i seksualitet og køn? Det er jo ikke længere uge 6,« siger han alvorligt.

Det spørgsmål har rumsteret i mig siden. Hvordan kan det være, at det at give eleverne sprog for deres krop, forståelse for forskellighed og værktøjer til at sætte grænser pludselig er en politisk kampplads? Hvor undervisning i mangfoldighed udløser klager og samtaler med ledelsen?

Eleverne havde selv spurgt, om vi ikke kunne tale om LGBT+. De havde ikke fået ét undervisningsforløb om krop, identitet eller seksualitet i år. Derfor lavede jeg et fagligt funderet, alderssvarende oplæg. Det burde ikke være kontroversielt.

Men det er det.

Nye tal fra Projekt SEXUS, verdens største undersøgelse om homofobi, viser tydeligt, at for at vende den negative udvikling skal eleverne have kvalificeret seksualundervisning, der oplyser, ikke moraliserer. Alligevel mødes denne undervisning med kritik fra forældre, politikere og ledere, som hellere vil bevare fordomme end tage problemerne alvorligt.

Jeg bliver ofte mødt med, at »det er sundt med forskellige holdninger«. Det kan jeg følge, men for at have holdninger må man kunne stille spørgsmål og få ordentlig viden, ikke bare tro på frygt.

Vi lærer elever at overveje dilemmaer som klimaet ved køb af grøntsager. Er det moraliserende? Nej, det handler om fakta og refleksion. Hvorfor skulle seksualundervisning, der handler om liv og rettigheder, være anderledes?

Men det endte med en tjenstlig samtale, fordi én forælder skrev en klage i affekt. Jeg forklarede lederen, at børn ikke holder op med at undre sig, føle eller stille spørgsmål, bare fordi “kampagneugen” er slut. Jeg stopper heller ikke med at være lærer.

Det burde han takke mig for; at han har en medarbejder, der både kan og tør undervise i “følsomme” emner. Men jeg tænkte: Er det dér, vi er på vej hen? Til danmarksversionen af læreren i Texas, der blev fyret for at vise en Disney-film med to mænd?

Som en af få med både faglig viden og personlig erfaring med LGBT+ har jeg ofte rollen som skolens gratis diversity-konsulent. Men det er ikke mit ansvar alene at sikre, at eleverne får nødvendig viden om kroppen, køn og identitet. Det burde være en naturlig del af pensum, ikke en ekstra byrde, jeg bærer, fordi jeg tør være åben queer.

Det handler ikke om LGBT+-aktivisme, men om basal dannelse. Vi lærer børn at regne og læse. Hvorfor skulle vi så ikke lære dem om kroppen, grænser, identitet og mangfoldighed?

Nej, at nævne ordet ”transkønnet” i klassen gør ikke børn forvirrede. Det gør dem oplyste. Hvad forvirrer dem? Stilhed. En lærer, der skifter emne, fordi det bliver “for følsomt”.

Jeg er færdig med at være skolens gratis LGBT+-konsulent. Jeg er træt af at blive skubbet foran, når nogen skal forklare, hvorfor “vi godt kan lide pride, men …”. At jeg er lidt queer, gør mig ikke automatisk til diversity-ambassadør.

Jeg er lærer. Mit job er at klæde eleverne på til verden. En verden med mennesker, der er anderledes. De vil møde dem, spørgsmålet er, om det er med forståelse eller fordomme?

Hvis vi fortsætter med at tie, overlader vi opgaven til sociale medier og uformelle kilder, som ikke altid formidler korrekt eller nuanceret viden.

Seksualundervisning og mangfoldighed skal være fast pensum, ikke et valgfrit emne, der pakkes væk, når Aula-gløden bliver for varm. Samtidig skal alle LGBT+-lærere slippe rollen som skolens uofficielle diversity-ambassadører. Ansvaret skal løftes af alle gennem faglig viden, uddannelse og efteruddannelse.

Jeg undskylder ikke for at klæde børn på til den verden, de lever i. Men vi skal som samfund sikre, at alle lærere har den nødvendige ballast, ikke bare mig.