Hvorfor er det, at rygere skal hænges ud igen og igen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor ked af det jeg bliver, når en læge (eller politiker eller sundhedsperson, eller hvem det nu er) igen skriver et oplæg om, at man skulle øge tobaksafgifterne på cigaretter.

Argumentet er som sædvanlig, at det ville gavne folkesundheden, mindske dødeligheden og forlænge levetiden for befolkningen.

Det lyder jo meget veldædigt.

I virkeligheden er det direkte ækelt. Og ærligt talt, så gør det mig vred.

Det virker, som om man uden videre går ud fra, at alle er sådan en ”bonus pater”, en far eller mor i en perfekt familie med to børn, godt job og to biler i garagen. Men desværre er en af forældrene (eller begge) blevet fanget af dette forfærdelige forbrug af tobak, som mindsker deres livskvalitet og dybest set bare kræver en smule viljestyrke at smyge sig ud af.

Og den ”smule viljestyrke” kan vi jo hurtigt stampe op af jorden ved at skrue prisen for rygning op, ikke sandt?

Ja, ”i en perfekt verden” og så videre …

Men den barske sandhed er en anden.

Der er mennesker her i verden, også i Danmark, hvor cigaretter er en pause, en trøst, en hjælp i en skæv situation.

Mennesker med psykiske problemer, mennesker, som bare er i en ulykkelig position, den enlige mor med tre børn, som prøver at få enderne til at mødes med sit job som ekspedient i Netto og lidt sort rengøring i weekenden.

Kort sagt, folk med få ressourcer, som nu igen skal frygte, at det bliver endnu hårdere at komme igennem hverdagen.

Jeg kan fint bruge mig selv som eksempel: I det meste af mit voksne liv har jeg været nødt til at slås med gentagne depressioner. Jeg har været meget langt nede meget længe og er endelig kommet op igen.

Jeg er nogenlunde stabil, med et godt job og god indtægt. Men jeg er ikke et sted i mit liv, hvor jeg ”bare” lige holder op med at ryge. Det kan jeg for nuværende på ingen måde overskue.

Heldigvis er min økonomi i orden, og primitive anslag mod denne ”forfærdelige last” er jeg udmærket i stand til at imødegå.

Men sådan er det ikke hos alle.

Stigende tobaksafgifter har af indlysende årsager en voldsom social slagside. Jeg har fra tidligere diskussioner hørt nedladende indspark om, at »det da kun er godt, at de fattige bliver nødt til at holde op med at ryge« – jeg savner i den grad ord for, hvad jeg mener om det menneskesyn: »Vi, de uddannede vide …« – gudfader!

Når den enlige mor kommer hjem fra sit job og ikke længere har råd til sin eftermiddagscigaret på altanen, bliver hendes frustration fejet af med, at hun skal tænke på sit helbred, og rådet til at dyrke noget mindfulness eller yoga eller noget andet new age-fjolleri – hvad der nu end er på mode i øjeblikket.

Af en eller anden grund tror de fleste – som regel ikke-rygere – at rygning er noget, man ”bare” kan holde op med.

Personligt så jeg helst, at ordet ”bare” blev fuldstændig fjernet fra det danske ordforråd. Jeg tror ikke, der er et ord, som er blevet misbrugt i så stor udstrækning på noget tidspunkt i historien:

Er cigaretter blevet for dyre? Rygerne kan ”bare” holde op med at ryge.

Er benzinen for dyr? Bilisterne kan ”bare” holde op med at køre bil – og cykle eller tage toget.

Er du overvægtig? Fedebasserne kan ”bare” holde op med at æde så meget og røre sig noget mere.

Der er ikke noget menneske på planeten, hvis problem ikke kan løses ved, at de ”bare” skal et eller andet. Undtagen lige præcis mit problem! Det er selvfølgelig alt for kompliceret til, at der findes ”bare”-løsninger, det burde alle jo kunne forstå.

Men lad os for sjov lige trække den videre: Sæt endelig afgiften på cigaretter op! Der er jo nok nogen, som må kaste håndklædet i ringen og tage kampen med at stoppe rygning. Og tillykke til dem.

Så er der dem tilbage, som altså ikke kan mønstre den energi, der skal til. De må så finde pengene på en eller anden måde. Og hvordan skal det så gøres?

Jo, der må skæres ned. På tøjindkøb. Også til børnene. På maden. Ja, også til børnene. Til jule- og fødselsdagsgaver. Igen til børnene. (Jeg kan næsten høre Trump stå og sige ”Ja, i stedet for at få 30 dukker i julegave, får de nok kun 29” – eller noget).

For mange familier bliver det børnene, det går ud over.

Tag og husk på det, næste gang denne menneskekærlige tanke om at øge tobaksafgifterne melder sig.