Dårlig planlægning bærer skylden: Husk lægeløftet, læger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Du kan få en tid kl. 21.15,« sagde min belgiske praktiserende læge til mig. Det er noget andet i Danmark, som JP’s lederskribent påpeger, hvor man mange steder kun kan få en tid mellem 8-15. Eller en tid efter flere ugers ventetid.

Det er forståeligt, at læger reagerer på sundhedsreformen, hvor de får en masse nye, store og komplekse opgaver dyttet over fra sygehusene. To læger ytrer i Ugeskrift for Læger bl.a. deres utilfredshed med, at det er regionsrådet, der alene skal sætte retningen lokalt – også for forskning og kvalitet.

Problemet er årtiers dårlig planlægning. Da jeg var studievejleder i 80’erne, ville mange gymnasieelever gerne være læger, men antallet af uddannelsespladser blev ikke øget. Hvis den daværende undervisningsminister, Bertel Haarder, havde presset på i stedet for at nedlægge studiepladser, havde vi haft flere tusinde læger mere.

Læger vil helst blive i København og Aarhus. De piber over at skulle søge til udkanten. Det kan der være flere forståelige grunde til. Uddannelsen til speciallæge i almen medicin er lang, dvs. ægtefællen er i job, man ejer sin bolig, og mange har børn i skolealderen. Det er ikke altid let at få huset solgt, få nyt job til ægtefællen og skifte skole fra den ene del af landet til den anden. Det kan mange læge- og militærbørn, der er flyttet rundt, fortælle om.

Uddannelsessteder og politikere bør tale til de studerendes hjerter og minde om lægeløftet: »at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse«. Der sidder mange i udkantsområder med komplekse sundhedsproblemer, der aldrig bliver ordentligt diagnosticeret. Kan Lægeforeningen være det bekendt?