Er regnbuen kun for dem, der kan danse og gå?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse dage fyldes Københavns gader af farver, musik og mennesker. Prideugen fejrer retten til at være sig selv og elske frit. Det er en uge med fest og politiske budskaber, parader, regnbueflag og fokus på fællesskab og lighed. Men midt i glæden er der en gruppe, som sjældent nævnes og sjældnere får plads: LGBT+-personer med handicap.

I år er der ikke ét eneste arrangement, som sætter fokus på deres vilkår. Ingen samtaler om adgang, inklusion eller deltagelse. Det er tankevækkende i en uge, der hylder diversitet og lige rettigheder. Når vi taler om kampen for frihed, bør det også gælde dem, der kæmper for blot at kunne være til stede.

Mange LGBT+-steder i byen er utilgængelige. Jeg kontaktede flere homobarer om adgangsforhold. Én sagde ja til en rampe, men døren var for smal. Toilettet kunne ikke bruges af en kørestolsbruger, og der var hverken lift eller plads til en hjælper. Jeg kender personer, som må tage hele vejen hjem for at bruge toilet under Pride. Andre undlader at drikke væske for at undgå det. Det er ikke værdigt og heller ikke inkluderende.

Hvordan kan vi kalde det et åbent fællesskab, når man skal dehydrere sig for at være med?

Men det handler ikke kun om ramper og toiletter. Det handler også om sociale barrierer. Jeg husker en aften, hvor en kørestolsbruger dansede alene på dansegulvet. Ingen gik over. Jeg gjorde det heller ikke. Måske føltes det akavet. Måske er vi stadig dårlige til at inkludere dem, der er anderledes på flere måder. Her skal vi vokse som fællesskab. Inklusion handler ikke kun om adgang, men også om at blive set, mødt og anerkendt.

LGBT+-miljøet har kæmpet mod diskrimination i årtier. Vi taler om solidaritet, mod og retten til at være sig selv. Vi viser regnbueflaget ved siden af flag fra Ukraine eller Palæstina. Vi står sammen i globale kampe. Det er vigtigt. Men måske er det lettere at kæmpe for nogen langt væk end at tage ansvar for dem, der står uden for vores egne barer og events.

Handicappede LGBT+-personer bliver ofte glemt. Ikke fordi nogen ønsker det, men fordi de ikke passer ind i det billede, vi har skabt af Pride. Et billede fyldt med dans, spontanitet, glitter og høj musik.

Men hvad med dem, der ikke kan stå op og danse? Hvad med dem, der ikke kan bruge et toilet nede ad en trappe? Hvad med dem, der er afhængige af planlægning og hjælp?

Vi siger, at mangfoldighed er en værdi. Men den mister sin betydning, hvis den kun gælder nogle. Rummelighed, der stopper ved dørtrinnet, er ikke rummelighed. Det er symbolsk, utilstrækkeligt og uretfærdigt.

Løsningerne findes. Det handler ikke altid om store investeringer. En mobil rampe. Et toilet, der virker. Bevidsthed i planlægning. En tydelig invitation. En samtale, der begynder med spørgsmålet: Hvordan kan vi gøre det bedre?

Pride handler om frihed, fællesskab og synlighed. Men vi kan ikke kalde det et ægte fællesskab, hvis nogle stadig må blive hjemme, fordi deres krop ikke passer ind i bygningen. Bevægelsens sande styrke måles ikke i, hvor mange, men i hvem der får mulighed for at være med.

Vi kan vælge at gøre Pride mere end farver og fest. Vi kan gøre det til en påmindelse om, at ingen skal stå alene. Og at ingen skal stå udenfor, bare fordi vi ikke tænkte dem ind. Det kræver ærlighed og ansvar.

Det kræver, at vi tør se på vores blinde vinkler.

Det er ikke nok at tale om inklusion. Vi skal handle på det. Ikke bare i teorien, men i praksis. Pride er en mulighed for at vise, hvad et ægte fællesskab kan være. Lad os ikke spilde den.

Lad os sikre, at regnbuen også favner dem, der i dag står udenfor. Først da bliver Pride den inkluderende bevægelse, vi ønsker, den skal være. Først da kan vi med stolthed sige, at Pride er for alle.