Træk tæppet ned for ungerådenes politiske teater
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kommunale ungeråd bliver ofte præsenteret som et demokratisk mirakelmiddel. Som en slags ungdommens byråd, hvor unge får lov til at sætte dagsordenen, blive hørt og få indflydelse.
Virkeligheden er en anden. De er ikke demokratiske kraftcentre – de er kulisser. De er pynt, som kommunalpolitikerne kan stille op foran til pressefotografen, når de skal vise, at de “involverer de unge”.
Men lad os være ærlige: Ungeråd har ingen reel magt. De er rådgivende, og det betyder i praksis, at politikerne kan nikke høfligt, sige »tak for input« – og så gøre præcis, som de havde planlagt fra starten. Og det er faktisk helt rigtigt, at de ikke skal have magt. For i et repræsentativt demokrati vælges vores beslutningstagere af hele befolkningen – ikke af et selvudnævnt udvalg af teenagere og studerende.
Alligevel poster kommunerne ressourcer i at drive ungeråd. Der bruges penge på møder, workshops, konsulenter, koordinatorer og “visionsdage” med farverige post-its, som alligevel ender i skraldespanden, når kameraerne er slukket. Det er skatteyderbetalte midler, der kunne bruges på noget, der faktisk forbedrer unges hverdag – fritidstilbud, uddannelse, mental sundhed – i stedet for på et demokratisk teaterstykke.
Og hvem sidder så i de her ungeråd? Er det et bredt udsnit af ungdommen? Nej. Det er som regel den samme snævre gruppe af ressourcestærke unge fra gymnasierne, ungdomspartierne og kulturklubberne. Det er unge, der allerede ved, hvordan man taler magtens sprog, der er vant til at skrive høringssvar og stille sig op til paneldebatter. Kort sagt: en politisk og kulturel mini-elite, der på ingen måde afspejler virkeligheden for den gennemsnitlige unge, der går på erhvervsskole, arbejder i Netto eller er i lære som tømrer.
Så hvorfor opretholde illusionen? Hvis man virkelig vil høre ungdommens stemme, er løsningen ikke at oprette et råd, hvor de få og de privilegerede taler på vegne af alle.
Løsningen er at tage ud i virkeligheden, tale med unge dér, hvor de er, og lytte uden filter.
Ungerådene er ikke bare ineffektive – de er også en bekvem sovepude for politikerne. De kan bilde sig selv ind, at de har “involveret de unge” uden nogensinde at engagere sig i den virkelige, brede ungdom. Og i mellemtiden vokser afstanden mellem de unge, der bliver hørt, og de unge, der burde blive hørt.
Derfor er konklusionen klar: Afskaf ungerådene. Nedlæg dem. Send budgettet tilbage i kommunekassen, og brug pengene på reelle initiativer, der kommer alle unge til gavn – ikke kun dem, der kan finde ud af at formulere et politisk oplæg i punktform.
Demokrati handler ikke om at opbygge små parallelinstitutioner med symbolske titler, men om at sikre, at alle borgere – unge som gamle – har lige adgang til at blive hørt.
Ungerådene er et forlorent forsøg på at efterligne de voksnes politiske verden, men uden ansvar, uden mandat og uden legitimitet.
Lad os tage tæppet ned for det politiske teater og afskaffe ungerådene.