Priden vinder ikke slaget, hvor det virkelig gælder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som konservativ, religiøs mand burde jeg hade homoseksuelle. Men jeg er også bøsse og hader heldigvis ikke mig selv. Men i min omgangskreds har jeg ikke svært ved at finde de 59,3 pct. blandt religiøse mænd, der ifølge den nye SEXUS-undersøgelse mener, at homoseksualitet er moralsk uacceptabelt.

Om søndagen går jeg i kirke, til daglig fører jeg valgkamp for Konservative, og jævnligt kommer jeg gennem Nørrebros ghetto-lignende områder med en nøgle mellem min pege- og langefinger, mens jeg kigger mig over skulderen.

Det er dér, de sande LGBT-kampe står i dag. Ikke på den regnbuefarvede rute fra Frederiksberg Rådhus til Rådhuspladsen i København. Men i menighedsrådene, i frikirkerne, i moskéerne, i ghettoerne og i de borgerlige partier og baglande, hvor mange stadig tier, tøver eller undgår det tabubelagte emne.

Priden flytter næppe noget der. Tværtimod. Den farverige gadefest og de højtråbende paroler er en torn i øjet på de miljøer, hvor modstanden mod LGBT-personer stadig eksisterer.

Derfor var jeg også oprigtigt ked af det, da Copenhagen Pride sidste år var ansvarlig for at avle yderligere modstand mod mig og mine regnbuefarvede venner. For den organisation, der burde kæmpe for mine rettigheder, endte med at forstærke modstanden i de kirkelige, konservative og mandsdominerede fællesskaber, jeg også holder af at være en del af.

Sidste års ubetingede støtteerklæring til Palæstina skubbede mange yderligere væk. Det gav ammunition til homofoberne, som alligevel ledte efter en undskyldning for deres afsky til Priden. Og det efterlod mange af os, der både er religiøse, konservative og homoseksuelle, som fremmedgjorte i dele af de bevægelser, hvor vi også hører hjemme.

For man kan selvfølgelig godt tro på Gud, konge og fædreland og samtidig være tiltrukket af de samme genitalier, man selv bærer rundt på. Ingen er endnu lykkedes med at overbevise mig om, at min seksualitet faktisk afgør min holdning til forsvar, skattesats og klimahandling. Jeg kan både lide kødfløjte, klimasikring, krudt og kanoner.

Fremtidens LGBT-kamp er derfor også borgerlig. Vores kamp handler om lighed for loven og lige muligheder i samfundet. At borgere er lige. Gennem hård retspolitik, en stram udlændinge- og boligpolitik og kærlig socialpolitik skal alle borgere kunne leve et liv med samme muligheder som andre, uden frygt og fordømmelse.

Det er ikke kontroversielt at mene i vores land – heller ikke i periferien af de kredse, jeg kommer i. Men hvis LGBT-kampen kun forbindes med venstreorienteret aktivisme, Palæstina-flag og halvnøgne gadefester, bliver det ikke just nemmere for mænd som mig at forklare det ukontroversielle i, at hvem jeg deler seng med ikke er så vigtigt endda.

For at gøre op med forestillingen om, at bøsser kun kan være socialister, har jeg gået med Konservative til Priden gennem flere år. Sidste år arrangerede jeg et mindeoptog for vores afdøde partiformand Søren Pape Poulsen for at hylde hans enorme bidrag til de juridiske, sociale og kulturelle fremskridt, som han har fået alt for lidt af æren for. Han har om nogen skubbet de kirkelige, konservative og mandsdominerede fællesskaber i den rigtige retning.

Men SEXUS-undersøgelsen gør det tydeligt for mig, at vi slet ikke er i mål – og at Priden ikke er dér, de næste slag vindes. Med konkret viden om, hvor accepten af homoseksuelle er lavest, skal LGBT-bevægelsen turde gå nye veje. Det betyder, at vi skal engagere os i kirker og moskéer. I partier og ungdomspartier. I ghettoerne, hvor social kontrol hærger og ødelægger liv. Der skal vi være til stede for at opsøge dialog og forandring.

Så tak for Pride, men den næste frontlinje går ikke ned ad Vesterbrogade. Den går gennem de fællesskaber, hvor næsten 60 pct. stadig mener, at bøsser som mig burde skamme sig.