Ukrainsk medlemskab af EU er et fantasifoster

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hører korruption, organiseret kriminalitet og systematisk undertrykkelse af nationale og seksuelle minoriteter virkelig til i EU?

Forestil dig et europæisk land, hvor følgende gør sig gældende:

– Korruption gennemsyrer domstole, politi og embedsværk.

– Organiseret kriminalitet har dybe forbindelser til staten og smugler våben og mennesker til EU.

– Etniske og seksuelle minoriteter lever uden reel beskyttelse – nogle bliver udsat for vold og overgreb af myndighederne selv.

– Gennemsnitslønnen er tre-fire gange lavere end i det fattigste EU-land.

Ville nogen med deres fornufts fulde brug foreslå, at dette land skal optages i EU?

Det land, jeg taler om, er naturligvis Ukraine. Men netop derfor er det nødvendigt at skrælle følelserne af og se på fakta. Særligt når den danske regering under sit formandskab for EU har gjort det til en prioritet at indlemme landet i EU med ekspresfart.

Ukraine er stadig et af Europas mest korrupte lande. Transparency International placerer landet som nr. 104 af 180 på sin korruptionsliste. Uanset hvad man måtte håbe, er der ingen stabil retsstat – og intet retssamfund med uafhængige domstole til håndhævelse af loven.

EU’s egne fremskridtsrapporter bekræfter, at reformerne går langsomt og møder massiv modstand fra det politiske system og embedsværket.

Europol har gentagne gange advaret om Ukraines rolle i organiseret kriminalitet. Våben fra Ukraine havner i hænderne på kriminelle bander i Vesteuropa. Netværk med ukrainsk oprindelse spiller en central rolle i både narkotikahandel og menneskesmugling.

Samtidig har landet ikke kontrol over hele sit territorium. En betingelse for EU-medlemskab ifølge traktaten er, at en stat skal have stabilitet og fuld kontrol over sine grænser. Det har Ukraine ikke – og kommer næppe til det foreløbig.

Etniske mindretal – især ungarere og rumænere – udsættes for diskrimination og tvang. For eksempel måtte det ungarske udenrigsministerium protestere voldsomt over en ung mand, der i Transkarpatien blev tævet ihjel af rekrutteringsofficerer.

Og lad os ikke glemme de seksuelle minoriteter: Ukraine tilbyder hverken registreret partnerskab, antidiskriminationslovgivning eller reel retsbeskyttelse for LGBTQ+-personer. ILGA-Europe placerer landet på en sørgelig 40.-plads af 49 europæiske lande – langt under alle EU-lande, inklusive Polen og Ungarn.

Gennemsnitslønnen i Ukraine er under 4000 kr. om måneden – langt under EU-niveau. Bnp per indbygger ligger omkring en fjerdedel af EU-gennemsnittet.

Det betyder, at Ukraine vil blive den største modtager af EU-midler nogensinde. Institut der deutschen Wirtschaft vurderer, at ukrainsk EU-medlemskab vil koste over 1.340 mia. kr. i den første budgetperiode alene.

Hvem skal betale? Det skal danske skatteydere – gennem nedskæringer i EU’s landbrugs- og regionalstøtte eller højere nationale bidrag.

Den uundvigelige sandhed er, at Ukraine er ikke klar – og EU er ikke klar til Ukraine.

At tale om ukrainsk EU-medlemskab, som om det blot er et spørgsmål om politisk vilje, er uansvarligt. Ukraine er et land i krig med svage institutioner og alvorlige strukturelle problemer. Det er ikke en vurdering baseret på kynisme – men på fakta.

EU skal ikke udvides med lande, der ikke lever op til fundamentale krav. Ellers udhuler vi de kriterier, som unionen bygger på. Det er ikke kun Ukraine, der ikke er klar til EU – EU er slet ikke klar til at bære prisen for et ukrainsk medlemskab.