EU-forordning ender med at stække demokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det skulle være så godt. Større åbenhed om, hvem der står bag politiske budskaber. Men i stedet risikerer vi, at EU-forordningen om større politisk gennemsigtighed i reklamer, der træder i kraft til oktober, spænder ben – og i værste fald trækker tæppet væk under den demokratiske samtale i Europa.

Det er store ord. Men i praksis kæmper hele værdikæden af politiske kampagneaktører, bureauer, medier og ngo’er allerede nu med at håndtere forordningens implementering i Danmark. Kommissionens vejledning er ikke på plads, og der mangler tid – for Danmark går snart til kommunalvalg, og planlægningen af kampagner er i fuld gang.

Samtidig ser vi, at kravene i forordningen ikke bare er komplekse. De er administrativt tunge og ressourcekrævende at efterleve, bl.a. fordi de er udformet på en måde, der ikke harmonerer med, hvor mangefacetterede kampagner anno 2025 er. Det er i sig selv meget skadeligt for muligheden for at deltage i og bidrage til demokratiet – især for mindre aktører. F.eks. har nogle danske medier peget på, at de potentielt kan blive nødt til at overveje at takke nej til politisk annoncering af den grund.

Nu har én af de helt store aktører på markedet så valgt at gøre netop det. I sidste uge meldte Meta ud, at det trækker stikket helt for al betalt politisk og social issue-annoncering i EU som en konsekvens af forordningen. Det er sikkert et politisk pressionsmiddel, men det ændrer ikke ved, at konsekvenserne rammer hårdt og skævt.

Beslutningen rammer alle, men hvor de med de store budgetter nok har lettere ved at genplanlægge deres kampagner, så rammer beslutningen særlig hårdt for lokalpolitikere, græsrødder, mindre partier og ngo’er – dem, der i høj grad anvender sociale platforme til at nå ud med deres budskab. De må stadig gerne udkomme på platformene, men kan ikke længere bruge dem til betalte kampagner.

Så hvor står vi? Et sted, hvor det at ytre sig politisk – købe en annonce for at sige noget i demokratiets tjeneste – nu er blevet en labyrint, som kræver væsentlige ressourcer at navigere i.

Vi har i vores brancheforening længe arbejdet for at få konkrete rammer for, hvordan vores medlemmer skal agere. Vi er fuldt ud loyale over for intentionerne med forordningen: Det skal være tydeligt for borgerne, hvem der taler, og hvornår der er tale om politisk påvirkning. Men en forordning, der i praksis gør det bøvlet og dyrt at deltage i den demokratiske samtale, er ikke demokratistyrkende.

Det gælder også, selv om kulturministeren har meldt ud, at der vil blive ført reaktivt tilsyn med forordningen, og at der i år ikke vil blive udstedt sanktioner. Det er en klog og balanceret tilgang.

Men det løser ikke den grundlæggende udfordring, og det er dybt ironisk: En forordning, der skal beskytte mod skjult politisk påvirkning og styrke gennemsigtighed, risikerer at få den modsatte effekt. Det er blevet bureaukratisk og kompliceret at leve op til kravene, det bliver tilsvarende kompliceret for borgerne at danne sig et overblik, og nu lader det til, at det kun bliver dem, der har råd og adgang til at tale via bestemte mediekanaler, der kan gøre det.

Demokratiet lever af deltagelse. Det lever af, at vi formår at fastholde ytringsfrihed, lige adgang og fair spilleregler. Og det bør vække alle alarmklokker – både i Bruxelles og på Christiansborg.

Forordningen træder i kraft uanset hvad – sådan er det med den slags. Men gid, at det kunne ske ved at leve op til intentionen. Det kræver dog handling – hurtigt, klart og med blik for virkeligheden. For lige nu står vi med en lovgivning, der risikerer at gøre det modsatte af det, den ville: stække – ikke styrke – demokratiet.