Kære jyde, københavneren er din ligemand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En lørdag i juli gæstede jeg traditionen tro Landsskuet i Herning. Det er gode folk, som udstiller på skuet og gæster pladsen.

Mange af dem har samme baggrund som mig og min familie, og vi kender hinanden på kryds og tværs og godt og ondt.

Samtidig kunne jeg på dette års landsskue fornemme en summen i krogene. På rundturen med min far faldt snakken gang på gang på den grønne trepartsaftale. Og om hvor forhastet, ufærdig og ringe de fandt den. Selvom jeg ofte finder mig selv uenig, fandt vi her et fælles standpunkt.

For den giver ikke de danske landmænd mange gulerødder. Det er faktisk ofte med pisken, at de får. Min landmandsfar har hovedbrud over arealomlægning, krav til gødning og kvægbruget. Og han er langtfra alene.

Mange af de mindre generationslandmænd går en hård tid i møde. Samtidig bejler Bestseller til jordejerne på min hjemstavn og lover opkøb, udleje og guld og grønne skove, såfremt de kan opkøbe landbrugsjorden.

I stedet for at slå ned over for milliardærer, som i sidste ende kan afskrive deres massive CO₂-udledning ved at plante skove, eller de udenlandske investorer, som befinder sig trygt i andre lande, tjener tykt på storbedrifter i det jyske og blokerer unge danske landmænd fra at kunne købe deres eget, sidder regeringen på sine hænder og indgår en studehandel, der ikke er socialt retfærdig.

Samtidig bliver skoler lukket, og tog- og busforbindelser lagt i graven. Samtidig nægter regeringen at beskatte milliardærerne, så vi kan få en social retfærdig hverdag, hvor der er plads til busforbindelser, folkeskoler og nærvær, også i Provinsdanmark.

Selvom jeg er den eneste fra min familie, som smælder med den røde fane, og selvom jeg bor i kollektiv i Aarhus og læser jura, har jeg stadig mere til fælles med min far og folkene på min hjemegn, end jeg har med både Anders, Mette, Lars og Troels.

Så kære jyde – uanset hvad du stemte til sidste folketingsvalg, håber jeg, at du vil huske, at du nok også har mere tilfælles med den unge akademiker, som oplever forringede studievilkår og et boligmarked, der er helt til hundene, end du har med de politikere, som sidder i regering og har et direktørjob, de kan lande blødt i, når de er færdige med at ødelægge vilkårene for den almindelige dansker.

Og når uligheden rammer, er det os, som sidder tilbage med fletningerne i postkassen. Det var trods alt én af de ting, maskinhandleren og jeg kunne blive enige om, da han ytrede: »Det’ godt, vi har Lego, Novo Nordisk og alt det – men det kan nemt gå nedad igen.«