Den politiske censur hersker igen i Europa
Fra den 1. oktober ser du ikke længere reklamer med Mette Frederiksen eller Alex Vanopslagh på Facebook. For individer kan det bestemt være en frigørelse, men for demokratiet er det en lussing.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mange danskere er bekendt med succesfilmen ”En kongelig affære”. Filmen, der hylder oplysningsmanden Johann Friederich Struensee for sin store indflydelse på datidens liberale fremskridt. Inspireret af 1700-tallets største tænkere på det europæiske kontinent såsom Voltaire, Rousseau og Montesquieu kæmper Struensee en vigtig, men farlig kamp for langsomt at fratage enevælden sin næsten guddommelige magt over et undertrykt folk.
For som livlæge stod Struensee tæt på en mentalt syg kong Christian VII, hvis kognitive evner ikke rakte til at lede landet. Det efterladte magttomrum brugte Struensee på at gennemføre forandringer efter oplysningstænkernes idealer om ytringsfrihed, menneskerettigheder og gennemgribende samfundsreformer.
En af hans mest markante forandringer var afskaffelsen af censuren i 1770, som betød, at folket kunne kritisere magthaverne, herunder kongen, uden forudgående godkendelse af myndighederne. Struensees reformer blev dog efter hans død i 1772 rullet tilbage, hurtigere end de var kommet.
I dag bygger det moderne, vestlige demokrati på de værdier, som Struensee kæmpede for i en dansk kontekst. Det har været indiskutabelt, at politisk censur hører til i autoritære regimer, og at en fri debat er afgørende for folkestyret. Desværre er friheden under pres, ligesom den var i 1772.
I Danmark har et flertal i Folketinget indskrænket ytringsfriheden med koranloven, mens en nylig forordning fra Den Europæiske Union nu vil indskrænke politisk reklame på sociale medier.
Man kan mene meget om Alex Vanopslagh og Rosa Lunds komediestunts på TikTok eller Mette Frederiksens makrelmadder. Jeg forstår godt, hvis et flertal af danskerne tilfredsstilles ved, at de ikke længere modtager uopfordret politisk reklame. Men det sætter en kile ned igennem et demokrati, der bygger på fri debat, og hvor modstridende holdninger mødes. Det skal vi aldrig stille os tilfredse med.
Og lad os være ærlige for en kort stund. Socialdemokratiet og Venstre skal nok klare sig med denne forordning. Nej, taberne bliver derimod nye kandidater eller nye partier, hvis primære fremgangsmåde er at kommunikere til vælgerne gennem politisk indhold på sociale medier – særligt i en tid, hvor ingen læser lokalaviser, og forsamlingshusene er tomme.
Chancerne for at bryde den politiske lydmur bliver væsentlig forringet, og det er i sidste ende et nederlag for folkestyret.
For andre bliver det dertil også et økonomisk spørgsmål. Sociale medier er en billig fremgangsmåde relativt til anden politisk markedsføring. Forordningen favoriserer partierne med gode forbindelser til erhvervslivet eller fagbevægelsen.
Og modsat avisannoncer eller bannere i bybilledet skaber de sociale medier mulighed for reel dialog mellem borgere og magthavere.
EU’s ønske om at skabe en fejlfri og åben offentlig debat, hvor al misinformation bekæmpes, bliver desværre på bekostning af den frie debat. Vi må leve med, at også onde kræfter vil tage del i vores demokratiske samtale. Med alt, hvad han havde kært, kæmpede Struensee for trykkefriheden og borgeroplysning, mens EU nu tager drastiske skridt i retning mod forhåndscensur og krav om godkendelse fra myndighederne. Det nedbryder folkestyret, og det nedbryder århundreders demokratiske frihedskamp.