Trivselsmålinger er misvisende: Ikke flere nationale tæsk, tak

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvert år beder vi tusindvis af børn i den danske folkeskole om at sætte krydser i skemaer om deres trivsel.

Spørgsmål om venskaber, anerkendelse, tryghed og medbestemmelse skal danne grundlag for nationale trivselsmålinger, der bliver brugt i forvaltninger, forskningsrapporter – og i folketingssalen, hvor jeg nu selv står med ansvaret.

Men som tidligere lærer – og som politiker, forælder og medmenneske – må jeg være ærlig: De nationale trivselsmålinger rammer ofte ved siden af. Ikke fordi trivsel ikke er vigtigt.

Det er det i højeste grad. Men fordi målingerne, som de ser ud i dag, er et fejlværktøj. Og fordi vi efterlader både børn og lærere i en situation, hvor formålet og metoden ikke hænger sammen.

Jeg har selv stået i klasselokalet med testen foran mig og tænkt: “Hvad skal jeg stille op med det her?” Jeg har set elever bryde grædende sammen undervejs. Ikke fordi de havde det dårligt i skolen – men fordi spørgsmålene ramte noget, de ikke havde ord for.

Jeg har set frustration brede sig, ikke bare hos børnene, men også hos mig selv og mine kolleger. For hvad gør man, når et barn klikker sig hurtigt igennem uden at tænke over svarene – eller svarer i vrede, fordi det lige har haft en dårlig dag?

Trivselsmålingen fortæller mig ikke, hvordan det barn har det i virkeligheden. Og fordi besvarelserne er anonyme, har jeg som lærer ingen reel mulighed for at følge op – heller ikke selvom et barns svar måske indikerer, at det mistrives.

Vi mister muligheden for at handle – og ender i stedet med statistik, der enten ikke kan bruges til noget konkret, eller som i værste fald bliver misbrugt i politiske dagsordener, der har meget lidt med børns reelle liv at gøre. Især for de yngste elever er spørgsmålene så abstrakte, at de ofte mister mening.

Hvad betyder det egentlig at føle sig anerkendt? Hvad vil det sige at have medbestemmelse? Hvilket barn i 1. klasse kan svare entydigt på det?

De fleste børn svarer på, hvordan de har det lige nu. Ikke hvordan de har det generelt. Målingen bliver et øjebliksbillede – ikke en tilstandsrapport.

Og alligevel bruger vi den som rettesnor for hele skolens arbejde med trivsel. Det er ikke bare uambitiøst. Det er respektløst – over for både børnene og de fagprofessionelle, der hver dag knokler for at gøre skolen til et godt sted at være.

Som forælder har jeg også oplevet bagsiden af medaljen. Når mit barn bliver spurgt, om det føler sig udenfor eller er bange for at blive grinet ad, risikerer vi faktisk at plante usikkerhed, hvor der før var tryghed. Målingen kan komme til at sætte spørgsmålstegn ved noget, der ikke var i tvivl.

Det er et paradoks: I forsøget på at fremme trivsel risikerer vi at undergrave den. Derfor er det helt rigtigt, at Trivselskommissionen anbefaler en grundlæggende revision af hele tilgangen til trivselsmålingerne. Det er på høje tid, at vi siger stop – og starter forfra med noget, der rent faktisk giver mening for både elever, lærere og ledelser.

I Socialdemokratiet mener vi, at skolen skal være et trygt og inkluderende fællesskab for alle børn. Det kræver, at vi tør tage de svære samtaler, også når det betyder, at vi skal lægge velmenende, men forfejlede systemer bag os.

For alt for længe har vi stillet de forkerte spørgsmål og draget konklusioner på et grundlag, hverken lærere, elever eller forældre har haft tillid til. Vi har testet alt for meget – og forstået alt for lidt.

Det er ikke et opgør med ønsket om at vide, hvordan børn har det i skolen. Det er et opgør med idéen om, at trivsel kan reduceres til multiple choice og landstal. Hvis vi virkelig vil tage børns trivsel alvorligt, må vi gøre det med respekt for børnenes virkelighed.

Det kræver, at vi tester mindre, lytter mere – og giver plads til de fagpersoner, der kender børnene bedst: lærerne og pædagogerne.