Folkekirken centraliseres – og bliver dyrere i drift

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Folkekirken står foran omfattende strukturændringer, hvis regeringens lovudkast, som skulle have til hensigt at lette menighedsrådenes arbejde, bliver vedtaget.

Bag tankerne ligger en idé om, at mere centralisering giver mere effektivitet. Men spørgsmålet er, om det ikke snarere kommer til at koste os både penge, lokalt engagement og kirkelig nærhed.

Folkekirken har aldrig været centralstyret. Vores struktur er kendetegnet ved en bevidst spredning af magt og ansvar mellem menighedsråd, provster, stifter og kirkeministeriet. Det er ikke blot en administrativ tilfældighed, men en teologisk forankret konstruktion, hvor det almene præstedømme også spejler sig i folkekirkens organisation. Kirken er netop lokal – og skal være det.

Når de udsendte forslag lægger op til at samle mere magt og flere funktioner i provstierne og reducere stifternes rolle, kalder det på en kritisk offentlig debat. Hvad betyder det for magtspredningen i folkekirken? Og hvad bliver konsekvensen af at fjerne initiativret fra menighedsrådene og samle flere beslutninger i provstiet og hos provsten? En provst, som samtidig løsnes fra tilknytningen til ét konkret menighedsråd, dér hvor provsten er kaldet som sognepræst.

Det kan let komme til at ligne en kirkelig udgave af det, vi ser i det offentlige Danmark generelt: centralisering forklædt som effektivisering.

Men til forskel fra den øvrige offentlige sektor ser vi her samtidig en mærkelig udvikling: Folkekirkens drift vil nødvendigvis blive dyrere med flere ansættelser– uden at nogen synes at stille spørgsmål ved nødvendigheden.

Mens staten, kommuner og regioner pålægges besparelser og effektiviseringer, planlægger minister Morten Dahlin nu at pålægge folkekirken at øge sine administrative udgifter.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, kommer det til at marginalisere menighedsrådenes rolle. Hvis initiativretten for menighedsråd formindskes, vil det dræbe noget af det lokale ejerskab og engagement, som ellers har været folkekirkens styrke.

Menighedsrådene gør et kæmpe stykke frivilligt arbejde, de er demokratisk valgte, og de er med til at sikre, at folkekirken forbliver folkelig og forankret i sognet.

Tidspunktet for denne udvikling kan også undre. I en tid, hvor hele den offentlige sektor skal effektivisere, og hvor mange borgere mærker konsekvenserne af besparelser i velfærden, fremstår det uforståeligt, at folkekirken samtidig udvider administrationen og centraliserer beslutningskraften.

Er det udtryk for, at vi glemmer, at kirken ikke er en virksomhed eller en offentlig forvaltning, men en levende folkekirke med evangeliet som sin kerne?

Det ville klæde os som kirke at gå en anden vej. I stedet for centralisering burde vi spørge, hvordan vi bedst kan styrke det lokale ansvar og sikre, at midlerne bruges til kirkens egentlige opgave. Det kræver selvfølgelig også en diskussion af, hvilke administrative opgaver vi kan løse smartere – men det skal være med det klare mål at styrke menighedsliv og nærhed, ikke blot administration.

Derfor er det ikke blot et spørgsmål om struktur, men også om teologi og folkekirkens selvforståelse. Skal vi tage magtspredning alvorligt, kræver det en grundig debat blandt både menighedsråd, præster, provster og biskopper.

I stedet for at presse en model igennem oppefra bør vi have en drøftelse i hele folkekirken – hvor vi i fællesskab diskuterer, hvordan ansvar, økonomi og beslutningskraft fordeles, så kirken fortsat kan være nærværende både lokalt og i samfundet. Det skriver jeg, fordi lovforslagene er sendt i høring midt i sommertiden, hvor de fleste menighedsråd ikke mødes.

Vi risikerer ellers at stå med en dyrere kirke, der samtidig mister forbindelsen til det lokale. Og det ville være et tab – både for kirken og for folk.