Demokratiet har brug for os alle – ikke mindst nu

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi lever i et af verdens mest velfungerende demokratier. Vi har frie valg, høj stemmedeltagelse og solide institutioner. Alligevel må vi spørge os selv: Hvorfor føles det for mange, som om demokratiet glider væk fra os?

Jeg tror, det handler om noget helt grundlæggende. Vi har brug for at føle os set og hørt – ikke kun hvert fjerde år. Og vi politikere er også mennesker. Vi har brug for at mærke, at vi har en ægte kontakt med borgerne, har borgerne som medskabere. Også selvom mange har travlt.

Desværre vokser afstanden mellem borgere og politikere. Antallet af danskere, der er medlem af et politisk parti, er faldet markant de seneste 50 år: I 1960 var cirka 21 pct. af vælgerne organiserede i partier, i dag er det kun et par procent, og alle de fire gamle partier har oplevet en medlemstilbagegang på over 70 pct. siden 1960.

Et eksempel: Socialdemokratiet havde i 1960 omkring 260.000 medlemmer – i 2023 var medlemstallet faldet til ca. 28.349. Det betyder f.eks., at der er færre til at bestemme, hvilke kandidater der skal opstilles lokalt, eller hvilke sager der er vigtigst at prioritere.

For Socialdemokratiet gælder det, at vi er et folkeparti med højt til loftet. Vi favner en bred gruppe borgere – fra industriarbejder til akademiker, fra helt unge til folk med gråt hår, fra højtråbende stemmer til stille typer.

Det indebærer også, at vi nogle gange er uenige internt, ligesom i den bedste familie. Den interne uenighed er ikke et svaghedstegn, men et tegn på, at vi rummer mange stemmer og perspektiver.

På sociale medier er tonen ofte hård. Politikere, embedsfolk og borgere råbes ad. Man bliver kaldt grimme ting af mennesker, man aldrig har mødt, og som ikke ved noget om ens arbejde eller værdier.

Og mange politikere har også børn. Det er ofte en svær samtale med dem: Hvordan forklarer man sine børn, at nogen kalder én for noget, man ikke er – eller gør noget, de aldrig ville gøre mod andre? Det er ikke alle, der vil stå model til den slags. Derfor er der mange vigtige stemmer, der ikke vil stille sig frem som politikere og lade sig opstille til valg.

Jeg har ofte fået at vide, at jeg skal blive ved i politik, fordi jeg kan og tør. Det er der mange af dem, som jeg repræsenterer, der ikke gør. Det er ikke en klagesang. Det er en bøn om, at vi igen begynder at tage vare på den demokratiske samtale – før vi mister den.

I USA ser vi, hvad der sker, når demokratiet svækkes: Når fakta og løgn flyder sammen. Når en præsident kan slippe afsted med at gøre ting, som andre ville blive dømt for. Når politisk samtale ikke længere handler om idéer, men om trusler, had og mistillid.

Selvom Danmark står stærkt, så mærker vi også forandringer. Det går hurtigt. Taktiske slagord, algoritmer, polariseret debat. Tilliden presses.

Derfor er der behov for at genopbygge det, som gør os til et levende demokrati: Deltagelse, respekt og fællesskab.

Jeg var med til at starte ”Morgenpolitik” hos foreningen Sager der Samler for snart otte år siden. Et rum, hvor borgere og politikere mødes – uden mikrofoner, uden paroler. Bare mennesker, der taler ærligt og ligeværdigt sammen. Og det virker. Det er i de små rum, det store demokrati holdes levende.

Hvis du også længes efter en anden samtaleform, så gør som jeg engang: Meld dig ind i et politisk parti. Det behøver ikke være Socialdemokratiet – men du er hjertelig velkommen, og det vil glæde mig personligt.

Gennem medlemskab får du reel indflydelse. Her formes politikken. Her skabes fremtiden. Ikke via tabloidsider og hurtige overskrifter, men via stille engagement, samtaler og dialog.

Du behøver ikke være ekspert eller enig i det hele. Du behøver ikke stille op. Du skal bare have lyst til at være en del af noget, der rækker ud over dig selv.

Politik er ikke et show – det er et fælles projekt. Et projekt, hvor vi ikke har magt over hinanden, men sammen. Hvor uenighed ikke bliver til konflikt. Hvor respekt og nysgerrighed får plads igen.

Så lad os genopbygge forbindelsen mellem borgere og politikere. Ikke fordi ingen er perfekte, men fordi demokratiet er vores fælles arv og ansvar – og uden os, hvem holder det så i hænderne?

Mit håb er, at flere tør tage plads. Tør være nysgerrige og engagere sig. Tør sige ja. For demokratiet begynder der, hvor nogen rækker hånden op – og en anden svarer.