Når mor og far bliver skilt, kommer børnene i klemme: Hvad med at lave et system, der tager hensyn til dem?
Vi kæmper fortsat mod forældede kønsrollemønstre, når det gælder børnenes tarv efter en skilsmisse.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når parforhold går i stykker, ender alt for mange forældre med at kæmpe mod hinanden i stedet for at finde løsninger, der tilgodeser børnenes behov.
Disse kampe oplever vi i Mandecentret. Vi møder de fædre, der ikke ønsker en kamp om børnene, men ser sig nødsaget til at klæde sig ordentligt på over for et system, der ofte ikke taler til fædrenes fordel, og som er indrettet til konflikt.
Er en forælder først begyndt at bekæmpe den anden, er slaget tabt, hvis ikke modparten kæmper tilbage.
En af årsagerne til, at vi er endt, hvor vi er, er, at vi som samfund er låst fast i forestillingen om, at børn har brug for én primær omsorgsperson.
Denne opfattelse baserer sig på en idé om, at en stabil og kontinuerlig tilknytning til én person er afgørende for barnets trivsel.
Denne lettere forældede tilgang har været med til at bygge et system, der rangerer mor og far, når konflikten spidser til. Den ene forælder er bopælsforælder og har stærke rettigheder, mens den anden er samværsforælder med kun en del af rettighederne.
Selvom vi skriver 2025, ligger det dybt indlejret i vores forståelse, at det er mor, der er den naturlige omsorgsperson for familiens børn.
Det vidner om, at ligestillingen ikke er slået helt igennem i vores forståelse af kønsroller, og at vi ikke har fået arbejdet tilstrækkeligt med ligestilling inden for hjemmets fire vægge. Samtidig er det desværre oftest faren, der ender med at flygte eller flytte fra familiens fælles hjem, når parforholdet går i højkonflikt. Det betyder, at det typisk er faren, der ender som samværsforælder.
Men han flytter, fordi han vil beskytte børnene, lade dem blive boende i vante omgivelser, imens skilsmissen står på. Han træffer altså ikke et aktivt valg om at blive ’”andenrangsforældre”. I Mandecentret oplever vi tværtimod, at fædre i lige så høj grad som mødre ønsker at være en ligeværdig forælder.
Resultatet er, at det typisk er mor, der ender som bopælsforælder – den primære omsorgsperson i hjemmet og i systemet.
Mange af de fædre, vi møder i Mandecentret, oplever sig selv som fanget i et system, hvor kampen om børnene skygger for samarbejde om løsninger, hvor man konstant er på bagkant og skal kæmpe med forestillingen om at være andenrangsforældre.
Det er ikke underligt, at begge forældre i visse tilfælde vil gøre, hvad de kan, for at stille sig selv i det bedste lys over for barnet, og at både mor og far ender med at tage uhensigtsmæssige beslutninger i kampen om børnene.
Hvad er det, der gør, at forældre bliver fartblinde i kampen om forældreskabet og glemmer, at det, de gør eller ikke gør, ikke kun har konsekvenser for den anden forælder, men for barnet?
Der er eksperter, der mener, at lige deleordninger, hvor barnet tilbringer lige meget tid hos begge forældre, er fordelagtige, da barnet ofte har det bedre, har færre adfærdsproblemer og stærkere relationer til begge forældre. Men det er lige så vigtigt for børns trivsel, at forældrene ikke ender i en konflikt, men kan enes op igennem børnenes opvækst.
Så hvorfor indretter vi ikke vores familieretslige system anderledes, så vi fremmer samarbejde fremfor konflikt? Et system med lige meget plads til mor og far?
Et system, der ikke rangerer mor og far, og som gør op med vores forestillinger om mænds og kvinders roller som omsorgsperson og roller i hjemmet.
Et system, der ikke opdeler skilsmisseramte forældre i kategorier, men hjælper mor og far med at se ud over deres egne behov og deles om tiden med de børn, det i sidste ende handler om.
Et system, der samarbejder om at tage vare på familien, når de ikke længere kan se klart.
Et system, der har ressourcer og kompetencer til at vurdere barnets bedste, uden at forældrenes følelser bliver vejviseren. Et system, der får tildelt de rette muligheder for at hjælpe barnet.