Danmark skal turde spænde ben for Putins flåde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Midt i bølgerne, der bruser gennem Storebælt og Øresund, sejler et voksende netværk af russiske skibe gennem hjertet af Danmark. Det er ikke blot almindelig handel – det er Putins livsnerve, og vi er ufrivillige medspillere.

Den såkaldte russiske skyggeflåde består af aldrende, dårligt vedligeholdte olietankere med uklare ejerforhold og ofte slukkede AIS-sendere. Disse skibe transporterer olie og gas ud af Rusland – og dermed penge ind i det regime, der fører en omfattende angrebskrig i Ukraine. Mange af dem sejler under bekvemmelighedsflag fra f.eks. Liberia eller Panama med tvivlsom måske helt uden gyldig forsikring og med kaptajner, der ikke sjældent har drukket sig i hegnet.

Men det er kun den ene halvdel af problemet.

Den anden er forsyningsflåden – en konstant strøm af containerskibe og fragtskibe, der bringer varer til Rusland via danske bælter. Ofte går ruterne via neutrale eller ikke-sanktionerende tredjelande, men det ændrer ikke på kendsgerningen, at Danmark ofte er transitland for strategiske forsyninger, der understøtter den russiske krigsøkonomi, som burde stoppes.

Disse skibe udgør ikke bare en moralsk gråzone. De er direkte farlige. Flere af dem forstyrrer aktivt gps-signalerne i danske farvande enten for at skjule egen position eller for at forvirre andre. Samtidig sejler de ofte med slukket AIS (automatisk identifikationssystem), så andre skibe ikke kan se dem. I tætbefærdede og smalle danske bælter er det en tikkende bombe. Risikoen for kollisioner, grundstødninger og olieudslip er reel – og stigende.

Men truslen er ikke kun fysisk. Der er også en hybridtrussel. Flere rapporter, også fra danske og Nato-tilknyttede efterretningstjenester, tyder på, at visse skibe under russisk kontrol kortvarigt opholder sig nær kritisk infrastruktur: kabler, broforbindelser, havvindmølleparker og militære anlæg. Skyggeflåden er ikke bare olie. Den er en potentiel spionplatform under dække af kommerciel sejlads.

De fleste politikere og embedsmænd svarer det samme, når man spørger: ”Vi kan ikke forbyde sejlads i internationale farvande.” Det er rigtigt. Storebælt og Øresund er omfattet af internationale konventioner. Men det betyder ikke, at vi er magtesløse. Det betyder, at vi skal være kreative uden at bryde international ret.

Vi kan gennemføre skrappe og systematiske miljøinspektioner af skibe med russisk tilknytning. Bruge internationale regler som løftestang til at tilbageholde eller nægte havneservice til skibe med tekniske fejl.

Vi kan gøre det til officiel praksis, at alle skibe med slukket AIS i danske farvande registreres og følges aktivt af Søværnet eller myndigheder. Det skaber usikkerhed og operationelt besvær for rederierne.

Vi kan offentliggøre lister over skibe, der bryder sikkerhedsregler, gps-forstyrrer eller sejler mistænkeligt. Lad ngo’er, journalister og investorer få information. Omdømme er også et våben.

Vi bør stille krav om dokumentation og forudgående godkendelse af visse ruter og skibe. Det kan trække tiden ud og gøre Danmark til en ikke-attraktiv transitrute. Vi bør nægte reparation og enhver form for bunkring til skibe, der inden for det seneste år har besøgt Rusland. Det er ikke sejladsforbud – men det rammer praktisk.

Vi skal øge droneovervågning og militær tilstedeværelse for at kunne afskrække og dokumentere tvivlsom adfærd.

Vi skal øge det digitale efterretningssamarbejde med nabolandene for at spore og risikoopdele mistænkelige skibe.

Vi kunne etablere en zone for uønsket sejlads af miljøhensyn i de danske bælter som en diplomatisk kulde, der læses internationalt.

Danmark må ikke være det blinde led i kæden, hvor skyggeflåden og forsyningsflåden ubesværet passerer igennem på vej til eller fra Rusland. Vores beliggenhed er strategisk – og det forpligter. Hvis vi accepterer denne trafik i tavshed, svigter vi ikke bare Ukraine. Vi svigter vores egen sikkerhed.

Vi behøver ikke bryde internationale konventioner. Vi skal bare bruge dem klogt, snedigt og konsekvent.

Vi kan ikke stoppe alle skibe. Men vi kan gøre det så besværligt, så dyrt og så usikkert, at ruten gennem Danmark bliver for besværlig. Og det – det vil kunne mærkes i Kreml.