Venstrefløjen har stjålet ungdommens stemme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fjernsynet summede i baggrunden, mens min roomie lavede mad, og ”Go’ Aften Danmark” rullede over skærmen. Jeg sad med min telefon, halvt til stede i færd med noget, jeg bildte mig selv ind var vigtigere, indtil en sætning skilte sig ud fra det velkendte lydtæppe: »Ungdommen mener …«

Der var noget ved tonen – den skråsikre bredde – der fik mig til at løfte blikket.

I studiet sad to unge fra den yderste venstrefløj og diskuterede den grønne trepart med socialdemokraten og ressortministeren Jeppe Bruus. Indtil da: fair nok. Det er jo altid spændende at høre, hvad folk mener – også folk fra venstrefløjen. Men det, der fik mine øjenbryn op i unormale højder, var ikke holdningerne. Det var den måde, de fremsatte dem på.

For de talte ikke bare for sig selv. De talte som ungdommen. Hele pakken. De talte på vegne af mig. Som om de på vegne af en hel generation kunne udtale sig om klima, kapitalisme og kollektivistisk frelse. Og værterne rykkede ikke på deres øjenbryn på ét eneste tidspunkt.

For lad os nu være ærlige: Majoriteten af den danske ungdom er altså helt gennemsnitlige leverpostejsborgere uden næsering og sidecut, hvis største passion hverken er pronominer eller regnskoven. De har deltidsjob i Føtex, går op i at få kørekort, og deres største politiske aktivering består i at overveje, om de overhovedet skal stemme. Og for dem, der gør, er det kun 31,3 pct., der stemmer til venstre for Socialdemokratiet.

Den danske ungdom er ikke marxister. Men det er svært at se, når man kigger på, hvem der i dag taler på vegne af ”ungdommen”.

Her kommer vi til sagens kerne: Den yderste venstrefløj har haft imponerende held – og måske lidt for let spil – med at overtage alle de “neutrale” ungdomsfora, som egentlig skulle rumme hele paletten. Tag bare Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) eller nyeste skud på stammen “ungdomsorganisationen” SAGA. På papiret repræsenterer de den samlede ungdom. I virkeligheden eksisterer de i et politisk ekkokammer langt fra dem, de hævder at repræsentere.

Og misforstå os ikke: Det er helt fint at være politisk. Det er vi selv. Det er det her indlæg også. Vores anke går imod dem, der foregiver at være neutrale, når de i virkeligheden er aktivister forklædt som fællesskab.

For det her handler ikke om at lukke munden på venstrefløjen. Tværtimod. Det handler om, at man skal tone rent flag, når man debatterer.

Hvis ikke, ender vi i situationer, som bedst symboliseres ved årets Roskilde Festival, hvor man prøver at lefle for en ungdom, der ikke findes, og i stedet ender med ikke at kunne sælge billetter og støde mange af dem, som rent faktisk stadig møder op i et virkelighedsfjernt, wokeistisk sammensurium.

De fleste unge lever i en verden, hvor man godt kan mene noget om klimaet uden at ville afskaffe markedsøkonomien, og hvor det gode liv ikke nødvendigvis kræver en sociologisk grunduddannelse i systemkritik. Ungdommen er ikke én stemme. Og dem, der hævder det, burde i virkeligheden være de første til at holde mund.