Regeringens nye sundhedslov vil medføre færre hensyn til den enkelte patient
Konsekvenserne af regeringens nye indgreb over for de praktiserende læger bliver, at borgerne i mødet med deres egen læge vil opleve flere begrænsninger og færre hensyn til den enkelte.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I JP 3/7 kunne man forstå på sundhedsminister Sophie Løhde, at lovforslaget over for de praktiserende læger kommer igennem, endda med »et meget bredt politisk flertal«.
Det er lidt ærgerligt, at den demokratiske proces på denne måde bliver kortsluttet, men hvis det virkelig er tilfældet, allerede før loven kommer i høring, så bør vi vel nu fortælle borgerne lidt om konsekvenserne:
Regeringens foreslåede lovindgreb imod de praktiserende læger indeholder primært tre bekymrende hovedelementer:
- Regionerne skal bestemme, hvor mange borgere den enkelte lægeklinik skal kunne håndtere.
- Myndighederne skal bestemme, hvad klinikkerne skal bruge tiden på.
- Regionerne skal nu ensidigt afgøre, om lægerne bryder reglerne – regler, som regionerne selv har lavet.
Én ting er, hvad det betyder for os læger: Vi skal nok klare os, selvom det jo ikke lige var det, vi havde håbet på. Det bliver naturligvis sværere at tiltrække nye læger til vores del af sundhedsvæsenet, men det er et vilkår, vi har kendt længe.
Mere afgørende er det jo, hvad det kommer til at betyde for brugerne – altså stort set alle danskere:
De fleste danskere må nu finde sig i at få lidt mindre tid med deres egen læge. Når jeg skal se flere patienter pr. time, end jeg gør i dag, så bliver der altså lidt mindre tid til den enkelte. Medmindre regeringen også kan sørge for, at borgerne opsøger deres læge noget mindre i storbyerne. Det er dog ikke lykkedes de seneste 20 år – tværtimod.
En del borgere langt væk fra de store byer kan forhåbentlig se frem til lidt mere tid med deres læge eller måske rettere den læge, de møder i den lokale regionsklinik. Med tiden bliver det nok det dominerende tilbud i de egne af landet.
Borgerne vil fremover formentlig også blive mødt af læger, der er noget mere nervøse for at blive pålagt sanktioner og straf fra regionen. Det vil medføre, at vores arbejde bliver sat mere i system, bliver mere omstændeligt, og dermed må vi tage færre hensyn til det enkelte menneske. Lægerne og patienterne skal nu i højere grad gøre, som myndighederne ønsker – det er sådan, regler fungerer.
De største konsekvenser for borgerne handler dog om noget, der ikke kan beskrives i en lov:
Når regeringen vil sætte vores lægearbejde ind i et regneark, så kan vi jo godt finde ud af at overholde regnearket – det er ikke så svært. Vi skal nok levere det, der skal til, for at undgå at få bøder: Du skal nok få din blodprøve, din tid inden for fem dage, og telefonen skal nok blive taget på under fem minutter, hvis det er det, regeringen prioriterer højt.
Men når man fratager lægerne så stor indflydelse på deres eget arbejde, endda i deres egne klinikker, så har det en pris. Den pris handler om at tage ansvar for det, der ligger ud over reglerne. Helt grundlæggende handler det om at være en personlig læge over for det menneske, der sidder over for os.
Hvis politikerne og administratorerne ikke er klar over, hvor meget det betyder, så er det, fordi de ikke har prøvet at være syge – for alvor.
Jeg håber, at Sophie Løhde, regeringen og Folketinget vil genoverveje det lovforslag, og jeg håber, at høringsfasen går ud på at blive klogere, og at den ikke bare er formalia for en flertalsregering.
Jeg håber også, at hele Folketinget vil anerkende, at vi læger leverer meget andet end ydelser, der kan registreres i et regneark.
Vi skal forhåbentlig også levere medmenneskelighed, kendskab til den enkeltes historie og først og fremmest tage ansvar for, at det menneske, der sidder over for os, får den bedst mulige behandling.