Frivilligt barnløs – og lykkelig. Hvorfor provokerer det så mange?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er 35 år, lever i et stabilt forhold – og har valgt et liv uden børn. For nogle er det en naturlig del af livsrejsen at blive forældre. For andre, som mig, er det ikke tilfældet.

Da jeg skrev om det i en kronik i norske VG og senere i svenske Aftonbladet, blev kommentarfelterne oversvømmet. Jeg blev kaldt egoistisk, følelseskold og – selvfølgelig – en fremtidig »kattekvinde«, som vil ende med at dø alene. Intet tyder på, at vi i Norden har et modent forhold til frivillig barnløshed.

I Norge er emnet stadig dybt tabubelagt. Mange ser det at få børn som selve meningen med livet og betragter dem, der vælger anderledes, som nogle, der går glip af noget grundlæggende. Reaktionerne, jeg fik, bekræftede netop dette. Jeg blev gjort til et symbol på alt det, man mener er galt med nutiden: selvoptagethed, ansvarsløshed, opløsning af kernefamilien.

I hele Norden udtrykker politikere nu bekymring over faldende fødselstal. I Norge og Sverige tales der ofte om en »fødselskrise« og behovet for at »øge fertiliteten«. Men når menneskers livsvalg samtidig mødes med moralsk fordømmelse, står vi med et andet problem: et samfundsproblem.

Også i Danmark har fertilitetsdebatten fået mere opmærksomhed på det seneste. Eksperter advarer mod en reproduktionskrise, og politikere udtrykker uro over, at der bliver født for få børn.

Men vi må skelne mellem to ting: Én ting er statens behov for bæredygtige fødselstal. Noget helt andet er individets ret til at vælge et liv uden børn – uden at blive stemplet som afviger, egoist eller følelseskold.

Jeg forstår godt, at mange ønsker sig børn. Og jeg mener, vi bør gøre det lettere at forene familieliv med karriere og frihed. Men løsningen på lav fertilitet kan ikke være at presse folk ind i et forældreskab, de ikke ønsker. For hvem får egentlig børn for statens skyld?

Forskning viser også, at børn ikke nødvendigvis gør os lykkeligere. Nære relationer, frihed og muligheden for at leve i overensstemmelse med egne værdier vejer ofte lige så tungt. Der findes mange måder at fylde et liv med mening på – og ingen bør skulle forsvare deres valg.

Derfor spørger jeg nu: Hvordan er det i Danmark?

Er I lige så gammeldags som os nordpå – hvor mange stadig finder det utænkeligt, at nogen kan være tilfredse uden det traditionelle familieliv? Er der plads til os, der vælger anderledes, eller lever I også med forestillingen om, at mennesker uden børn mangler noget væsentligt?

Måske kan vi starte en ny samtale? En, der handler mere om respekt – og mindre om fordømmelse af dem, der vælger anderledes end os selv.