Måske er det på studentervognen, at vi skal aflæse integrationens sande tilstand?
Hvorfor flager så mange unge studenter med palæstinensiske flag? Måske de hellere skulle bruge deres kompetencer til at bidrage til opbyggelsen af en palæstinensisk stat.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I disse dage springer studenterne ud. Gader og stræder genlyder af piften, hujen og dytten, når studentervognene kører parade.
Et fænomen, jeg i de seneste år har bemærket, når jeg vinker til blomsten af Danmarks ungdom, er de mange spændende flag, der er begyndt at hænge ud af vognene, og som visse elevers skuldre er pakket ind i: det palæstinensiske.
Disse flagprydede elevers ungdomsuddannelse er finansieret af den danske stat og ikke det palæstinensiske selvstyre, hvorfor jeg begyndte at spekulere på, hvor disse unge, der åbenbart skal studere og arbejde i Danmark, har deres reelle identitet. Den sørgelige sandhed synes at være, at selvom man er født i Danmark, er det bestemt ikke her, man føler sig hjemme.
Måske er det i virkeligheden på studentervognen, at vi skal aflæse integrationens rette tilstand og ikke i de vedvarende rapporter fra Vive. Og den er faktisk ret skræmmende. Jeg ved godt, at mange danske medier har for vane at smide en eller anden solstrålehistorie på forsiden om Fatima eller Ahmed, der har trodset alle tænkelige odds i det gratis danske skolevæsen og nu kan kalde sig selv studenter.
Men det faktum siger absolut intet om deres kulturelle tilhørsforhold til det land, der har finansieret deres uddannelse. Det gør derimod de symboler, vi i disse dage kan se, når landets studentervogne kører rundt i det ganske danske land, hvor man stolt poserer med fremmede nationers flag, mens man fejrer sit eget held, betalt af et land, hvis nationale symboler man for guds skyld ikke vil identificeres med på studentervognens lad.
For solidariteten med en befolkningsgruppe, man faktisk overhovedet ikke har det fjerneste at gøre med, er åbenbart større end med det land, der har givet en muligheder for at skabe sig en fremtid.
Man spørger i sit stille sind sig selv: Hvis man virkelig mener, der bør være en fremtid for en selvstændig, bæredygtig, palæstinensisk stat, hvorfor lader man sig så ikke inspirere en smule af jødernes selvstændighedskamp frem for konstant at angribe deres synagoger og skyde kalotten af deres hoveder?
Jøder rundtom i verden udnyttede deres tid i eksil til at uddanne sig inden for alverdens faglige discipliner – på trods af at de blev udsat for social isolation, diskrimination og racisme.
Da staten Israel blev oprettet i 1948, valfartede mange til deres nye hjemland, hvor de udnyttede de kompetencer, de havde erhvervet sig, til at opbygge et land med velfungerende statslige og økonomiske institutioner, industri, infrastruktur med mere. Se, det er sand fædrelandskærlighed. Det er den måde, man viser sin sande loyalitet over for det folk, som man i sandhed identificerer sig med – politisk, socialt og kulturelt.
Derfor kunne det være, at de unge, der i disse dage iklæder sig studenterhue og palæstinensiske farver, skulle overveje, hvor de for alvor har hjemme. Det behøver nemlig ikke at være der, man er født.
Hvis ens identitet er palæstinensisk, kunne man måske lade sig inspirere af jødernes kamp for en stat og anvende sine hårdt erhvervede kompetencer, finansieret af den danske stat, til at rejse ned og bidrage til opbygningen af en levedygtig palæstinensisk stat, frem for blot at hænge flag ud af studenterbilen. Især når det palæstinensiske selvstyre aldrig ville overveje at investere i ungdomsuddannelser for fremtidens unge.