Lad os tale om folkeskolen uden at råbe ad dem, der bærer den

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er brug for forandringer i vores folkeskole – det kan vi hurtigt blive enige om. For mange børn mistrives, lærere slides ned, og den politiske styring har alt for længe kvalt det lokale engagement og den faglige frihed. Men det er ikke det samme som at skære alt ned og starte forfra – eller at råbe ad dem, der hver dag gør deres bedste.

Jeg deler grundlæggende de blå partiers analyse: Grundskolen fungerer ikke godt nok, og vi er forpligtet til at sikre vores børns faglige og menneskelige fremtid. Men løsningen er ikke at male hele systemet sort.

Det er en historieløs fejlslutning at udskamme lærere og skoleledere, som i årevis har kæmpet med konsekvenserne af den fejlslagne folkeskolereform i 2013 – en reform, som både DF og De Konservative selv bakkede op om.

Hvis vi vil forandre skolen reelt, skal vi give den frihed – og den frihed skal gives lokalt. Skolerne skal kunne forme dagen efter lokale behov, lærerne skal have tillid og rum til at bruge deres faglighed, og klassekvotienten skal ned. Især for de yngste elever, hvor tempoet og trængslen i dag spænder ben for både leg, læring og trivsel.

Men vi må heller ikke glemme alt det, der faktisk virker. Langt de fleste elever kommer gennem skolen med rygsækken fyldt med faglighed og livsmod.

Det skyldes ikke systemet, men menneskerne – lærere, pædagoger og ledere – der gør alt, hvad de kan, i en hverdag præget af krav, kontrol og knappe ressourcer.

Derfor må vi ikke lade os forblænde af symbolske forslag. Vi har ikke råd til mere topstyring forklædt som ”frihed”.

Det, vi har brug for, er lavere timetal i de små klasser, stærkere samarbejde med det lokale foreningsliv og mere fokus på sprogfærdigheder, kulturfag og dannelse – ikke flere test, målstyring og alarmisme.

Og ja, vi skal tale om vold og uro. Det er et problem – både for lærere og elever. Men løsningen er ikke beredskabstro lærerstyrker, der rykker ud med fløjte og pisk.

Det er investering, nærhed og tillid. Det er voksne, der har tid til at se børnene, før de råber på hjælp. Det kræver penge.

Og når råderummet igen og igen bliver brugt på skattelettelser frem for skole, psykiatri og ældrepleje, klinger det hult, når de samme partier vil fremstå som folkeskoleforkæmpere.

Folkeskolen skal ikke rulles ud fra Borgen – den skal gro nedefra. Det er ægte frihed. Og det er ægte ansvar.