Tvangsbraklægning? Du kan godt høre, hvordan det lyder, ikke?
Tvangsbraklægning er ikke løsningen. Det er resultatet på en politik, der er kørt i grøften. Vi kan gøre det bedre – hvis vi vælger at lytte, samarbejde og planlægge med omtanke.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Miljøminister Magnus Heunicke taler nu åbent om muligheden for tvangsbraklægning af danske landmænds marker. »Til sidst vil det ende med, at landmændene skal tvangsbraklægge deres marker,« siger Magnus Heunicke. Det skal ses som en sidste udvej, hvis frivillige tiltag ikke leverer nok kvælstofreduktion. Men lad os være ærlige. Når man først truer med tvang, så er tilliden allerede brudt.
Det er hverken ordentligt eller forsvarligt at gribe ind i private jordejendommes drift uden at sikre sig en rimelig planlægning, kompensation eller en reel respekt for landmændenes situation.
Tusindvis af landmænd har i årevis omlagt arealer til natur, etableret vådområder og reduceret gødningsforbruget. Det er gjort frivilligt og velvilligt. Mange jordejere føler sig i dag straffet for at være gået forrest. Nu risikerer de at blive mødt af krav om yderligere brak – måske endda med kort varsel og uden en sikker økonomisk opbakning.
Tidshorisonten er en stor udfordring. Når krav om brak kommer midt i vækstsæsonen, forstyrrer det en markplanlægning, der i forvejen er lagt længe forinden. Såkalender, maskinleje og gødningskøb planlægges ofte et år før. Hvis reglerne ændres med kort varsel, skaber det usikkerhed og direkte tab for alle parter. Hertil kommer de økonomiske konsekvenser. Brak betyder mistet høst, lavere dækningsbidrag og usikkerhed i forhold til fremtidig jordværdi.
For de landmænd, der står med store lån, forpagtningsaftaler eller dem, som har et generationsskifte på vej, så kan det her være forskellen på at få det til at løbe rundt – eller ej. Hvis jorden ikke må bruges til produktion, skal det økonomiske ansvar ikke vælte ned over den enkelte landmand.
Tvangsbraklægning er ikke bare en miljøregel. Det er et indgreb i retten til at eje og bruge sin jord. Det er en politisk beslutning, der fratager styringen over egen jord for den enkelte landmand. Hvis staten vil bruge jord til natur, må den selv tage ansvar – og betale for det.
Miljøet er vigtigt. Men løsningen er ikke at tvinge folk ud i urimelige tvangsordninger. Løsningen er samarbejde, frivillige aftaler med fornuftige incitamenter og en plan, der giver ro, retning og respekt. Hvis politikerne bliver ved med at behandle landbruget som problemet og ikke som en del af løsningen, risikerer vi at tabe både naturen, fødevaresikkerheden og fremtidens landmænd på gulvet.