Nogen skal tage ansvaret, når en donor bærer en alvorlig arvelig sygdom, som ikke bliver opdaget i tide. Men hvem?
Hvordan sikrer vi, at børn, der bliver til gennem donorsæd, ikke udsættes for unødvendige genetiske risici?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En sag som den, vi netop har været vidne til med en dansk sæddonor og en dansk sædbank, afslører et grundlæggende problem i det internationale donorsystem: mangel på fælles regler, manglende gennemsigtighed og fravær af ansvar.
Det er ikke blot en enkeltstående fejl, men et symptom på et større systemsvigt.
Når børn bliver født med alvorlige genetiske sygdomme, som kunne være forhindret gennem grundigere screening og bedre kontrol, er det ikke bare tragisk – det er uacceptabelt.
Og det er sårbare parter som børn, forældre og donorer, der bliver efterladt i et retligt og etisk ingenmandsland.
Vi må turde stille de svære spørgsmål. Hvordan sikrer vi, at børn, der bliver til gennem donorsæd, ikke udsættes for unødvendige genetiske risici?
Skal vi som samfund acceptere, at donorers anonymitet vejer tungere end et barns ret til livsvigtig viden om sin genetiske oprindelse og helbred?
Hvem skal tage ansvaret, når en donor bærer en alvorlig arvelig sygdom, og det ikke bliver opdaget i tide? Er det klinikken, sædbanken eller myndighederne – eller er det netop den manglende regulering, der er problemet?
Vi kan ikke længere lade som om, at nationale regler er tilstrækkelige i en global fertilitetsindustri, hvor donorsæd krydser grænser, og børn med samme genetiske ophav kan fødes i hver sin ende af verden – uden nogen form for fælles kontrol.
Det åbner døren for alvorlige konsekvenser, herunder ufrivillig indavl mellem halvsøskende, der aldrig får mulighed for at kende hinanden.
Derfor er der brug for både nationale og internationale initiativer, der kan skabe gennemsigtighed og ansvarlighed i hele kæden – fra donor til barn.
Donoranonymitet bør kunne ophæves i tilfælde, hvor barnets helbred står på spil, og vi bør have et fælles, internationalt register over donorer og børn født ved hjælp af donorsæd.
Vi har brug for en global grænse for, hvor mange børn én donor må få, så vi undgår, at enkelte donorer anvendes igen og igen uden tilstrækkelig kontrol. Og så må vi sætte en stopper for eksport af donorsæd til lande, hvor reguleringen er mangelfuld eller ikkeeksisterende.
Endelig bør sædbanker forpligtes til at videregive genetisk information, hvis der opdages alvorlige sygdomme – det er ikke bare en teknisk detalje, men et spørgsmål om etik og ansvar.
Hvis vi ikke handler nu, vil flere børn blive fanget i det samme tomrum. Det handler ikke kun om at reagere på denne sag – men om at forebygge den næste. Vi står i en virkelighed, hvor teknologien for længst har overhalet lovgivningen, og hvor det, der burde være en gave – at kunne få børn – risikerer at blive starten på et liv med uvished, sygdom og manglende rettigheder. Det bør vi som samfund ikke acceptere.