Vi skal vide, hvem vi giver statsborgerskab

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse dage stemmer Folketinget om, hvem der skal tildeles dansk statsborgerskab. Det gør vi to gange om året, og det plejer at være en rutinesag. Men denne gang er anderledes. Vi i regeringen har valgt at tage et historisk skridt: Vi har pillet én konkret ansøger ud af lovforslaget. Det er et nybrud. Men det har vi gjort, fordi vi er nødt til at undersøge sagen nærmere.

Der er tale om en islamisk lærd, der i 2012 blev hentet til Danmark for at undervise i en pakistansk-muslimsk organisation. En organisation, som ifølge flere kilder hylder værdier, der ligger milevidt fra det danske samfunds fundament. Hvor sharialoven står over demokratiet. Hvor der gives støtte til henrettelser af homoseksuelle og straf til dem, der kritiserer religion.

Det har fået nakkehårene til at rejse sig hos mig selv og flere kolleger i Folketinget. For det danske statsborgerskab er ikke en bagatel. Det er den højeste tillid, vi som samfund kan vise et menneske. Derfor er det ikke for meget forlangt, at man bakker helhjertet op om vores demokratiske værdier.

Det skriver man endda under på, når man søger om statsborgerskab. Her sværger man troskab og loyalitet til Danmark, ligesom man lover at respektere danske værdier og retsprincipper.

Det indebærer respekt for grundlæggende frihedsrettigheder, demokrati og lige rettigheder uanset køn eller seksualitet. Er man ikke indstillet på det, så skal man heller ikke have dansk pas i hånden. Så enkelt er det. I Danmark har vi tros- og ytringsfrihed. Så du må mene, hvad du vil. Men det er ikke en universel rettighed at blive dansk statsborger.

Nogen vil måske kalde det her symbolpolitik. Jeg kalder det sund fornuft. Selvfølgelig skal vi tage stilling til, hvem vi inviterer helt ind i det danske fællesskab. Integration er først og fremmest et individuelt ansvar, og det begynder med respekt for det samfund, man gerne vil være en del af.

Tidligere har vi haft ansøgere til samtale i indfødsretsudvalget, fordi de pågældende havde begået ytringer, som ikke er forenelige med danske værdier. Det bakkede vi op om i Venstre, fordi vi i årevis har ment, at der er brug for at vide mere om de personer, vi udstyrer med det rødbedefarvede pas og i øvrigt adgang til alle de goder, det danske samfund har at byde på.

Hvordan vi konkret kommer til at gøre det i fremtiden, ligger ikke fast endnu. Vi skal have fundet en værdig metode, hvor det ikke er tilfældigheder, der afgør, om man får dansk statsborgerskab. Samtidig skal vi sikre, at vi kun giver statsborgerskab til dem, der har taget Danmark og vores grundlæggende værdier til sig.

Jeg kan bare slå én ting fast: Venstre står vagt om Danmark og vores unikke fællesskab. Det betyder også, at vi tør sige fra over for dem, der ikke vil vores samfund det godt.