Vores verden kunne sagtens leve uden religion
Religion har ikke nødvendigvis ret meget med demokrati at gøre, Marie Høgh.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Marie Høgh skriver i JP, at ateister er et slæng, der befinder sig i sølet. Selvom jeg som ateist således befinder mig der, har det ikke forhindret mig i at reflektere en smule over sammenhængen mellem religion og demokrati.
En af forudsætningerne for demokrati er fri information og civiliseret dialog med anderledestænkende, men det var jo ikke det, Luther gik ind for.
Om kvinder skrev han i forlængelse af Paulus: »Kvinder skal ikke tale i kirker.« Og om jøderne: ”Hvis jeg støder på en from jøde, som ønsker at blive døbt, skal jeg tage ham med ud på broen over Elben, binde en sten om halsen på ham og skubbe ham ud. For de skurke håner os og religionen.”
Han anbefalede at brænde deres synagoger og skoler, fordrive dem fra deres hjem og tvinge dem til at arbejde. Minder det om noget?
Hverken Jean Calvin eller Martin Luther var demokrater. Heller ikke Grundtvig, der ønskede en forlængelse af enevælden. Han gik dog ind for trykkefrihed.
Marie Høgh skriver uden nærmere forklaring, at det er umuligt at forestille sig »vores kontinents civilisation uden den bibelske tradition fra jødedom og kristendom«. Både kristendommen og islam udspringer af jødedommen, men er hinandens etiske modsætninger bestemt af den historiske kontekst, de er blevet til i.
Læser man Jesu Bjergprædiken, er det et brud med førstatslige klansamfunds gengældelse og hævn (liv for liv, øje for øje osv.).
I stedet er budskabet om tilgivelse, næstekærlighed og pacifisme. Hertil kommer sekularisme: »Giv kejseren …« Her er ingen opfordringer til oprør eller skattenægtelse. Der er ikke noget, som har forhindret udviklingen frem mod det samfund, vi har i dag med demokrati, lighed mellem kønnene og religions- og ytringsfrihed.
Islam er udviklet på et tidspunkt, hvor imperiet havde brug for en profet, der aktivt kæmpede mod indre og ydre fjender og et sammenhold baseret på religion, ikke på stammesolidaritet eller etnisk tilhørsforhold. Der er således ikke noget racisme i islam. Det eneste, kristendommen og islam har til fælles, er jødehad, men det har den vestlige verden i stor udstrækning gjort op med efter 2. Verdenskrig og Holocaust. Et tilsvarende brud har ikke fundet sted i Mellemøsten, hvor antisemitismen er udbredt.
Kristendommen har således tilpasset sig tidens krav, når det gælder jøder og kvinder. Ingen tager i dag Paulus eller Luthers holdning til kvinder alvorligt.