De svageste taber, når nødhjælp bliver til politik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hver dag har sine voldsomme og skræmmende nyheder fra Gaza. Det lille område på størrelse med Langeland er forvandlet til helvede på jord – værre endnu, ifølge Den Internationale Røde Kors Komités (ICRC) præsident – og de civile har ingen steder at flygte hen.

På den baggrund kan det forekomme paradoksalt, når Røde Kors ikke ønsker at medvirke til Gaza Humanitarian Foundations arbejde med at uddele nødhjælp efter en ny struktur. Betyder det noget, hvordan og af hvem nødhjælp leveres, hvis bare den når frem?

Svaret er ja! Det er afgørende.

De humanitære principper omfatter medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed, og de er uundværlige for at sikre adgang og hjælp til civile ofre for krig. Sammen med den humanitære folkeret har principperne til formål at sikre, at nødhjælpen når frem til dem, der har mest brug for den, og at nødhjælpsarbejdere beskyttes og dermed har mulighed for at udføre deres opgaver.

Gaza Humanitarian Foundation, som støttes af USA og Israel, lever ikke op til disse principper. Og mindst lige så vigtigt, så har organisationen ikke den nødvendige erfaring og struktur til at dele nødhjælp ud i Gaza.

Det har Røde Kors, og vi står klar med tonsvis af forsyninger, medicin og udstyr, der bare venter på at blive bragt ind i Gaza. Men vi bliver nægtet adgang.

Lidt nødhjælp er bedre end ingen nødhjælp, så i det perspektiv er det naturligvis positivt, at der trods alt er kommet en smule hjælp frem. Men omvendt er vores bekymring om Gaza Humanitarian Foundation blevet til virkelighed i det dehumaniserende kaos og den vold, der har præget uddelingen af nødhjælp i de få dage, Gaza Humanitarian Foundation nåede at fungere.

Når de humanitære principper anvendes vilkårligt eller ignoreres, ødelægges tilliden til de humanitære aktører. Hvordan ville det være muligt for Røde Kors’ felthospital, for Palæstinensisk Røde Halvmånes ambulancetjeneste og deres hospitaler at fortsætte deres livsreddende arbejde i Gaza, hvis de blev set som en del af eller blot støttede Gaza Humanitarian Foundation? Vores arbejde ville blive umuligt, hvis vi blev forbundet med en af parterne i konflikten.

Det har aldrig været farligere at være nødhjælpsarbejder, og Gaza er et af de farligste steder at være det.

Der findes desværre magtfulde kræfter i den tid, vi lever i, der ikke viger tilbage fra at angribe dem, der har til opgave at hjælpe. Det er destruktive og destabiliserende kræfter, som tilsyneladende forsøger at rulle de seneste 70-80 års fremskridt på det humanitære område tilbage. Det er en udvikling, som alle ansvarlige kræfter må og skal bekæmpe.

Der er tale om grundlæggende regler om beskyttelsen af civile, hospitaler og læger, behandlingen af fanger og civiles adgang til nødhjælp. At overholde dem kræver klare ordrer og politisk vilje, herunder andre staters vilje til at sætte foden ned, når parterne i en konflikt ikke respekterer disse grundlæggende regler.

Folkeretten er klar: En konflikts parter skal tillade og facilitere hurtig og uhindret passage af humanitær, upartisk hjælp til civile i nød. Alle retskafne stater – ikke mindst EU og medlemsstaterne – skal bruge deres politiske og diplomatiske indflydelse til at sikre, at den humanitære folkeret overholdes, og at de humanitære principper respekteres.

Krig er en grusom realitet – i disse år i større omfang end længe. Historien har vist os, at der skal være grænser for grusomhed, og at det faktisk er muligt at respektere regler i krig. Vi skal have verden bragt tilbage på det humanitære spor. Et første livgivende skridt kunne være, at vi får adgang til at hjælpe, som reglerne kræver det – og meget gerne med hjælp fra en våbenhvile.