Min hjerne rådner af al den larm

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et øjebliks stilhed igangsætter en rungende fanfare, en øredøvende larm startes – en larm, der kalder på at blive slukket. Noget er, som det ikke skal være; det virker fjernt og føles forkert. Straks fiskes telefonen frem, eller tv’et tændes – Det eneste middel, der midlertidigt kan dulme larmen.

Enhver pause i løbet af dagen fyldes med indhold – en podcast under løbeturen eller madlavningen, TikTok og Instagram under transporten, YouTube eller spil på toilettet samt tv-programmer, vi samles om, når det bliver aften.

Konstant forholder vi os til noget, nogen eller os selv.

Vi modtager notifikationer fra vores vejrapp, løbeapp, e-Boks, sociale medier og vores kalender på telefonen; aldrig går vi glip af noget, men alligevel føler vi konstant, at vi misser alt – og det gør vi såmænd også. Vi misser ikke at bevare en Snapchat‑streak, at synes godt om venindens profilbillede, eller at Joachim ifølge Endomono igen har løbet sin rute på 5,3 km.

Det, vi misser, er evnen til at tænke frit og dermed leve frit. Hvis vi ikke har ro til at fordøje alle de mange sanseindtryk – til at danne os vores egne tanker om dagens gang, om det, vi har set, hørt og fået fortalt – danner vi os ikke uafhængige og reflekterede overvejelser herom.

Vi tolker uden at få lov til at fortolke; vi giver ikke os selv lov og fratager os dermed den glæde og det ansvar, det indebærer at være andet end blot en statist i livets spil.

Det er i stilheden, at de svære spørgsmål får plads til at stille sig selv, og i den efterfølgende pause, at vi lader op – så vi står vågne, klare og afbalancerede, når livet igen sætter i gang. Stilhedens værdi skal genopdages! Mit ønske om at genopdage stilhedens værdi er ikke et idealistisk kald om at finde ro – det er et opgør mod den tidsånd, der insisterer på at fylde enhver pause med larm.

Strømmen af indhold kan ses som et forsøg på at udfylde et indre, åndeligt tomrum – et tomrum, der rækker langt ud over techindustriens målrettede forsøg på at hapse vores opmærksomhed.

Jeg er stødt på begrebet brain rot (på dansk hjerneråd), der flittigt anvendes blandt unge. DR definerer brain rot som »den formodede forringelse af en persons mentale eller intellektuelle tilstand, især set som et resultat af overforbrug af materiale, der anses for at være trivielt eller uudfordrende«.

Når Oxford Dictionary har valgt brain rot som årets engelske ord i 2024, bliver det tydeligt, at anvendelsen af letfordøjeligt, udfordringsløst materiale ikke blot er en biproduktion af digital kultur, men et symptom på noget dybere – nemlig at vi umætteligt indtager ting, som vi ved forringer vores mentale tilstand, for at udfylde et meningstomrum.

Det positive ved begrebet er, at det spejler en kritisk selvbevidsthed; unge ved, hvilken påvirkning indholdet har, og de tager altså aktivt stilling til, hvad de får serveret.

Dette er et opråb til at træde tilbage fra det åndelige tidsfordriv og i stedet omfavne den ro, som stilheden giver os – en ro, hvor vi kan tænke frit – og dermed leve med et sind, der ikke er rådnet af overflødig stimulation. For at tage magten tilbage over vores rådne sind har vi brug for at blive mindet om, at det umættelige indtag af indhold forskubber det nærværende og konkrete liv. Vi har brug for at tage os selv og vores sind seriøst.

Vi skal genfinde meningen, opdage, at det er okay at være til – at det i dette saglige øjeblik er tilstrækkeligt at være til.

At være menneske består også af det rolige, muligvis kedsommelige moment – et moment, som er opbyggende, ja ligefrem nødvendigt. Hvis vi som samfund formår at skabe rum til stilheden, kan det blive det vigtigste element i den igangværende åndelige oprustning, som alle politikerne taler om (årets danske ord/udtryk i 2025?).