Europa må gøre op med sig selv: Tør vi sætte vores lid til Nato?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 30. maj udtalte USA’s særlige udsending i Ukraine, Keith Kellogg, at Vladimir Putins bekymring om en udvidelse af Nato mod øst er berettiget.

Kellogg fastslog, at det er udelukket, at Ukraine en dag skulle blive medlem af Nato, og at det heller ikke er givet for Georgien og Moldova.

Putin fastholder, at en udvidelse af Nato udgør en eksistentiel trussel mod Rusland, og anvender ofte denne påstand til at forsvare Ruslands ageren på den internationale scene.

Som reaktion på Kelloggs udtalelse skrev Tjekkiets udenrigsminister, Jan Lipavsky, på X, at »der er ingen krig dér, hvor Rusland grænser op til Nato«.

Det er svært at sige, om dette udsagn ville forblive sandt, hvis Ukraine var medlem af Nato forud for Ruslands angreb, men udsagnet giver anledning til at fremhæve et andet, dybereliggende ræsonnement for, hvorfor Putin er så meget imod en udvidelse af Nato.

Putins modstand mod en udvidelse af Nato skyldes ikke, at Nato udgør en eksistentiel trussel mod Rusland. Umiddelbart er der ingen af de lande, der er medlemmer af Nato, der har nogen som helst ambition om at angribe Rusland eller på anden vis forsøge at underminere det russiske samfund.

Putins modstand mod en udvidelse af Nato er snarere et udtryk for Putins slet skjulte imperialistiske drømme, som bl.a. indebærer en genindlemmelse af de tidligere sovjetiske lande i Rusland. En udvidelse af Nato og den medfølgende sikkerhedsgaranti under artikel 5 ville alt andet lige være en stor hæmsko for udlevelsen af disse ambitioner, idet Rusland ville risikere et væsentligt modsvar fra Nato-landene.

Putins modstand mod en udvidelse af Nato bunder således ikke i en legitim frygt for, at Nato vil angribe Rusland, men i en erkendelse af de potentielle konsekvenser ved Ruslands ekspansionistiske ageren på den internationale scene.

Putins argument om, at Nato udgør en eksistentiel trussel mod Rusland, er således en stråmand, som tjener til at underdrive Putins reelle hensigter, og har ikke hold i virkeligheden.

Dette er i endnu højere grad sandt i den nuværende kontekst, hvor splittelsen mellem Nato-landene har været på sit højeste niveau nogensinde, og det er tvivlsomt, om en væbnet reaktion på en aggression mod et Nato-medlem ville blive til virkelighed.

Det er i den forbindelse værd at minde om, at artikel 5 og Nato-landenes oprigtige vilje til at komme deres allierede til undsætning aldrig er blevet afprøvet i virkeligheden med undtagelse af angrebet på World Trade Center i 2001, hvorefter artiklen blev aktiveret.

I dette tilfælde var gerningsmændene dog nogle mindre håndgribelige og ikke mindst langt svagere aktører end en stat som Rusland, og reaktionen bestod af offensive operationer uden for Nato-territorium frem for et forsvar i fuld skala mod en aggressor på amerikansk jord.

Desuden indebærer en aktivering af artikel 5 ikke automatisk, at samtlige lande vil stille med deres fulde militære styrke. Det er op til det enkelte medlemsland at vurdere en passende reaktion, hvilket ikke nødvendigvis indebærer militære bidrag.

Det står således hen i det uvisse, om Rusland reelt har noget at frygte fra Nato. På den baggrund er det nødvendigt, at de europæiske lande gør op med sig selv, om de vil sætte deres lid til Nato, i tilfælde af at Putin fortsætter sin fremturen på det europæiske kontinent, på trods af de talrige røde lamper, der har blinket i den seneste tid.

Hvis ikke, er det på tide at komme i gang med en ambitiøs og helhjertet indsats for at opbygge et rent europæisk forsvar, der er i stand til at modstå aggressioner på europæisk territorium.

I denne forbindelse er det nødvendigt at komme væk fra det udgangspunkt, at enhver militær oprustning skal ske i ramme af Nato, og i stedet fokusere på potentialet i et forsvarssamarbejde i Den Europæiske Union.