Beslutning om skolevalg er ikke censur, men nødvendig styring

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bo Heimann, journalist, forfatter, boganmelder og flittig debattør, debuterede 20/5 som lederskribent på Jyllands-Posten. Jeg synes bedre om hans debatindlæg end om hans leder.

Det er især hans påstand, at folketingspræsidiets nej til at lade emnet ”anerkend Palæstina som selvstændig stat” indgå i næste års skolevalg for de tre ældste klasser er censur, jeg er faldet over. Men det er ikke censur at afgøre, hvilke emner der skal indgå i en undervisningssituation, og skolevalget er et undervisningsemne.

Emnet kan helt bogstaveligt være sprængfarligt og drabeligt. For nylig skød det israelske militær advarselsskud mod udenlandske diplomater (bl.a. en dansker) på Vestbredden. Og værre endnu dræbte en Palæstina-ven to diplomater fra Israels ambassade i Washington.

Når Folketingets Præsidium må have en mening om skolevalget alias undervisningsemnet ”Anerkend Palæstina …”, skyldes det både, at MF’ere kan komme til at skulle besvare spørgsmål og stemme i folketingssalen om opfordringen, og at skolevalget afsluttes med en valgaften i folketingssalen på Christiansborg.

Tilmed synes jeg, at tre uger er lang tid at bruge på et skolevalg, når man ved, at antallet af folkeskoleelever, der ikke består 9. klasses afgangsprøver i de basale fag dansk og matematik, stiger. Undervis hellere i dansk og matematik fremfor at føre drabelige meningskrige om Palæstina.

Som gymnasielærer i historie underviste jeg i slutningen af 90’erne selv i Israel-Palæstina-konflikten. Jeg brugte mange, mange undervisningstimer på emnet, men startede også helt tilbage ved Abrahams udvandring fra Eufrat (ca. Irak) til Kana’ans land (ca. Israel) for 4.000 år siden. Jeg holdt op med at undervise i emnet, da emnet udløste for hårde meningsudvekslinger mellem eleverne, der endda kun var etniske danskere.

Jeg var så optaget af konflikten, at jeg i de tre sidste juleferier i 90’erne besøgte arnesteder for striden mellem arabere og jøder i Palæstina. Det sidste år var måske mest interessant, for da besøgte jeg i lejet bil jødiske bosættelser som Ariel med mange indvandrede russiske jøder og Kiryat Arba ved Hebron med mange ekstremistiske jøder. Her lå Baruch Goldsteins grav. Manden skød i 1994 30 bedende muslimer i Abrahams gravmæle nær Hebron.

Jeg nåede også til Gaza, men kunne ikke komme ind med min bil. Jeg hyrede derfor en taxa med en palæstinaarabisk chauffør, der – helt forventeligt – kommunikerede med israelerne om mig efter sin tur med mig.

En anden debattør Erik Boel tror 21/5 modsat mig ikke på tostatsløsningen. Den vil være opskriften på endnu en krig, siger han.

Men vi har da i nogle årtier uden en tostatsløsning allerede været vidne til en form for israelsk krigsførelse mod den arabiske befolkning på Jordanflodens vestbred og i Gaza, og Palæstina-araberne har svaret igen med lignende mønt.

Sats derfor på ”et land – to stater” – den retfærdige løsning.