Femininitet er ikke svaghed – det lærte jeg i Syden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvordan påvirker vores kulturelle baggrund den måde, vi oplever krop, køn og identitet på? Og hvad sker der, når man – som nordisk kvinde – træder ind i en sydlandsk kultur, hvor blikket, stilheden og det æstetiske udtryk fylder mere end ord?

Jeg har tilbragt det seneste år i Sevilla. Jeg ankom som den klassiske, kontrollerede nordbo: opdraget med tilbageholdenhed, rationalitet og en vis skepsis over for kropslighed og udtryk. Her blev jeg konfronteret med en æstetik og kropslig frihed, som i begyndelsen føltes overvældende – men som endte med at forandre mit syn på femininitet.

I Syden er det sociale spil anderledes. Lange blikke, stilhed i stedet for forklaringer og kvinder, der går med rank ryg og stærk udstråling. Det var uvant – og tankevækkende. Langsomt gik det op for mig, at femininitet her ikke forbindes med overfladiskhed, men med styrke. Med at eje sin krop, sit blik og sit nærvær.

Det slog mig, hvor lidt plads vi i Norden ofte giver til skønhed som en legitim del af identitet. Vi hylder funktionalitet, lighed og intellekt. Men hvad med det bløde, det æstetiske, det kropslige? Er det blevet forbudt territorium i vores kulturelle selvforståelse?

Jeg skriver ikke dette for at romantisere Syden. Jeg skriver det, fordi mødet med det fremmede har fået mig til at se min egen kultur med nye øjne. Måske kunne vi i Norden have gavn af at genoverveje, hvordan vi taler om køn og udtryk – ikke som modsætninger, men som samspil.

For nogle handler femininitet om bløde kjoler, for andre om stærke holdninger. Måske er der plads til begge dele.