Masseovervågning skaber utryghed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som stor forsvarer af den personlige frihed skurrer det i mine ører, når jeg hører mennesker sige »jeg har ikke noget at skjule, så jeg er ligeglad«, når det kommer til forslaget om masseovervågning af danskerne. Jeg mener, det er et vagt argument, og jeg tager ofte mig selv i at tænke, hvordan mange år med fred, frihed og demokrati har gjort, at nogle mennesker tager demokratiet for givet, og derfor ikke opdager, når deres rettigheder bliver taget fra dem.

Først var det ytringsfriheden, der blev begrænset med koranloven, nu er det så privatlivet, der står for tur.

Det her lovforslag handler ikke om, hvorvidt man har noget at skjule eller ej. Det handler om retten til privatliv. Hvad der betragtes som privat er individuelt, og hvad der for nogle er emner, man underholder med til familiefester, er for andre dybt private.

Det, man føler behov for at skjule, er for langt de fleste ikke kriminelt, det kan bare være privat og personligt og noget, man ikke har lyst til at dele med andre end dem, som man er fortrolig med, eksempelvis sin læge.

Det er retten til det, det her lovforslag vil fjerne.

Som medlem af Liberal Alliance og sygeplejerske holder jeg mig ikke tilbage, når det kommer til kritik af mængden af bureaukrati og unødvendige regler i det offentlige. Men hvis der er et område, hvor jeg værdsætter regler, så er det, når det kommer til patienternes ret til privatliv og adgang til journaler.

I mit speciale passer jeg sjældent den samme patient mere end en vagt ad gangen. Så er patienten videre på en anden afdeling eller udskrevet. Indimellem kan min trang til at gå ind i deres journal være stor, fordi deres historie eller forløb har berørt mig, og jeg har lyst til at vide, hvordan deres videre forløb er gået. Det gør jeg ikke, fordi deres sundhedsdata er fortrolige, og fordi jeg ikke må – heller ikke selv om min lyst er båret af både empati og medfølelse.

Den regel er vigtig.

For sundhedsdata er både ekstremt personlige og for nogle endda skamfulde. Hvis den nye lov bliver gennemført, er jeg sikker på, at nogle patienter vil holde sig tilbage, når det kommer til at give lægen de korrekte informationer – med de konsekvenser det nu kan have.

Og hvorfor skal PET i øvrigt have adgang til helt almindelige borgers sundhedsjournaler uden grund?

Man passer ikke på borgerne ved at overvåge dem, tværtimod kontrollerer man borgerne og deres adfærd ved at lade dem vide, at man overvåger dem med det tvist, at man ikke aner, hvor og hvornår man bliver overvåget.

Konsekvensen vil være en ændret adfærd og en meget større opmærksomhed på ens egen og sine omgivelsers ageren.

Alene det, at nogle magthavere kan tænke, det er en god idé med masseovervågning af befolkningen, burde få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste, og går man ikke synderligt meget op i, hvem der skal være magthavere her i landet, er nu et godt tidspunkt at begynde.

Masseovervågning skaber ikke tryghed – det skaber tværtimod utryghed.