Borgerpligt er for alle. Ikke kun værnepligt for nogle
I stedet for at udvide værnepligten til kvinder og gøre den længere burde vi tænke bredere. Hvad, hvis alle unge bidrog til samfundet – ikke med våben, men med hænder og hjerte?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Debatten om værnepligt ruller igen. Politikerne har aftalt, at den skal gælde for både kvinder og mænd og forlænges markant. Målet er at sikre flere soldater og styrke forsvaret. Men måske spørger vi forkert. Måske er det ikke værnepligten, der skal udvides. Måske er det borgerpligten, vi mangler.
Før sidste valg foreslog Lars Løkke Rasmussen en bredere borgerpligt for unge som samfundsprojekt. Det var en god idé dengang. Og det er det stadig. Måske er det tid til at samle tråden op.
Forestil dig, at alle unge, kvinder og mænd i det år, de fylder 18, skal indgå i et halvt eller helt års borgerforløb. Ikke kun i militæret, men i ældreplejen, skoler, psykiatrien, naturpleje, beredskabet, børnehaver, flygtningemodtagelse og fællesskabsprojekter. Et systematisk, samfundsbærende overgangsår. Ikke straf, men styrke. Ikke pligt som i pisk, men som i bidrag.
Vi taler meget om, hvordan unge har det svært, føler sig rodløse, meningsløse og pressede. En borgerpligt kan give det, mange efterlyser: formål, fællesskab og konkret erfaring med, hvad det vil sige at tage ansvar. Ikke kun for sig selv, men for samfundet.
Samtidig kunne vi aflaste nødlidende sektorer og skabe møder mellem mennesker, der ellers aldrig ville have talt sammen. Unge fra by og land. Rig og fattig. Høj og lav. Sammen i praktisk arbejde for noget større. En ung kunne hjælpe i en børnehave i tre måneder og derefter i psykiatrien. En anden kunne komme ud i naturpleje og senere i en café for hjemløse. Det ville give nye perspektiver. Ikke bare på samfundet, men på dem selv.
Det ville også være en investering i sammenhængskraften. I en tid med voksende polarisering, fremmedgørelse og mistillid har vi brug for noget, der samler. Noget, der minder os om, at vi skylder hinanden noget, fordi vi deler det samme samfund.
I stedet for at gøre værnepligten til et spørgsmål om køn og krig kunne vi gøre borgerpligten til et projekt om demokrati og fælles ansvar. Det kræver politisk mod. Det kræver tillid til de unge. Og det kræver, at vi tør tænke større end rekruttering til Forsvaret. Tør vi det?