Ingeniørstuderende: Krigsskibe bør ikke bygges i Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Partierne bag flådeplanen har i den seneste delaftale sat en ambition om, at en høj grad af produktionen af de kommende fregatter skal foregå i Danmark.

Som ingeniørstuderende betyder det, at det især bliver mig og mine fremtidige kollegaer, der kommer til at nyde godt af danskproducerede fregatter. Store komplekse projekter, der dækker aktuelle behov, er noget, der scorer højt på min tjekliste over spændende og meningsfyldte projekter.

På trods af alle disse faktorer deler jeg ikke den politiske ambition om at producere fregatter i Danmark; derimod bør vi gå efter mest mulig kampkraft, hurtigst muligt.

Et af de bærende argumenter i debatten er, at dansk produktion vil styrke forsyningssikkerheden. På overfladen lyder det godt, og vi skal naturligvis også selv kunne vedligeholde og servicere vores skibe, men derudover er den mulige forsyningsgraden relativt begrænset.

I den nuværende Iver Huitfeldt-klasse er missilerne amerikanske, kanonerne italienske, og kun en lille del af sensorpakken dansk.

Sidstnævnte er der dansk potentiale, men hverken kanoner eller missiler bliver lavet i Danmark. Det er dog ikke noget, som vil ændre sig, selvom aftalepartierne håber det. Det er et simpelt grundvilkår, fordi vi er et lille land med en lille arbejdsstyrke og små ordrebøger.

Selv USA har svært ved at skaffe de fornødne arbejdspladser til at bygge deres krigsskibe og ubåde på trods af enorme budgetter og en konsekvent politik om ikke at købe skibe fra andre lande.

Uanset hvordan man vender skråen, vil der være store dele af fregatterne, som vi ikke selv kan producere eller erstatte. Så det at gå efter en marginalt højere selvforsyningsgrad på bekostning af højere pris og produktionstid giver simpelthen ikke mening

På trods af det kan det muligvis give mening at bygge dyrere skibe i Danmark, hvis eksportmulighederne er tilsvarende høje. Netop videreeksporten var en af de centrale pointer i de anbefalinger, som Det Nationale Partnerskab For Det Maritime Område udgav sidste år.

Selvom ministerierne og interesseorganisationerne bag rapporten generelt ser optimistisk på produktion af krigsskibe i Danmark, skriver de dog, at »det er mindre sandsynligt, at der kan bygges nye krigsskibe i Danmark med henblik på eksport«.

Danmark er meget langt fra at være en betydelig spiller på det maritime eksportmarked. Partnerskabet medgiver også, at de fleste andre lande prioriterer deres egen industri. Derfor finder jeg det stærkt usandsynligt, at vi med succes kan eksportere vores skibe til andre lande, der har lavere lønninger og større industri.

Det skal dog siges, at der er nogle dygtige danske tegnestuer, som tidligere har haft succes med at eksportere deres design, men på trods af det er der i dag ikke dansk kapacitet til at bygge de fregatter, vi får brug for i fremtiden.

Hvis vi skal til at bygge meget af industrien op fra bunden, er det svært at se, hvordan det kan være muligt at lave danske fregatter uden forsinkelser og dårlig økonomi.

Aftaleparterne går ind med åbne øjne til det europæiske paradoks: Vi vil have vores militære isenkram så billigt og hurtigt som muligt, men alligevel vælger vi gang på gang at prioritere en national produktion.

Hvis målet er, at Nato og EU skal have den størst mulige afskrækkende effekt, er vi nødt til at prioritere fællesskab og storproduktion over rugbrød.

Så helt ærligt, når situationen er så farlig, som den er, så er det ikke nu, vi har tid til hyggeoprustning, hvor det vigtige er, om værftsarbejderen har haft leverpostej i madpakken. Den altoverskyggende prioritet bør være kampkraft – og det får vi næppe bedst eller hurtigst i Danmark.