Hvis staten skal bære dine kilo, får hele samfundet ondt i ryggen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Kommunalt medfinansieret træning er et skridt i den rigtige retning mod en sundere befolkning,« lyder det fra Lars Stegman og Moderaterne.

Jeg tror, de fleste mennesker ved – forhåbentlig også Moderaterne – at rygning er usundt. De ved også godt, at sukker feder, sofaen fremmer ikke en sixpack, og at energidrikke ikke tæller som varieret morgenmad.

Det er ikke uvidenhed, vi kæmper med. Det er valg. Og valg har konsekvenser. Du kan ikke æde dig i problemer og håbe, at vi andre tygger konsekvenserne for dig.

Der er noget grundlæggende forkert i, at hårdtarbejdende danskere skal betale for, at nogen kan tage i fitnesscenter. Lige så forkert, som hvis man sendte kvitteringen for Netflix eller torsdagens takeaway videre til skatteborgerne.

Det er ikke synd for dig, hvis du ikke har råd til et fast medlemskort til motionscentret. Det er synd, hvis du tror, det er forklaringen på din form. Hvis det virkelig handler om økonomi, så lad mig sige det ligeud: Det er gratis at tage en rask gåtur. Gratis at løbe en tur på stranden. Gratis at lave armbøjninger i stuen. Man behøver ikke et skattebetalt nøglekort til et fancy center for at få pulsen op – det kræver bare lidt vilje.

Folkesundheden er ringe, ja. Vi spiser for meget, sover for lidt og bevæger os alt for sjældent. Men løsningen er ikke flere statslige støtteordninger. Løsningen er ansvar.

Jeg er sådan set ligeglad med, om du starter dagen med skyr eller sour cream & onion-chips. Om du går en tur eller gror fast i sengen. For det er dit valg. Og dit ansvar. Ansvaret ligger ikke hos samfundet, staten eller sundhedsministeren – det ligger hos dig. For staten skal ikke diktere, hvordan man lever sit liv, og politikerne skal ikke blande sig i, hvor mange skridt du går, eller hvad du har i madpakken.

Der er ikke brug for kommunale støtteordninger, når danskerne allerede bevæger sig i den rigtige retning – bogstaveligt talt.

Mere end 800.000 danskere er aktive medlemmer af et fitnesscenter, og aldrig før har så mange været med i en idrætsforening.

DGI alene oplevede en historisk stigning i medlemskaber fra 1.772.000 i 2022 til 1.868.000 i 2023 – en vækst på 5 pct. på ét år. Det er ikke tegn på passivitet. Det er tegn på, at mange allerede tager ansvar. Samtidig ser vi en kulturel bølge, hvor motion ikke bare er noget, man gør – det er blevet noget, man er.

Aldrig før har det været så populært at tage løbeskoene på. Unge mennesker, der stræber efter at løbe halve og hele maraton. Ketsjersport er eksploderet i popularitet, og tager man ind til storbyerne, kan det være sværere at booke en bane end et bord på en michelinrestaurant.

Vi ser en bevægelse, hvor det sunde valg ikke længere er surt – men smart. Og det sker, helt uden at kommunen betaler. Hvorfor mener du ikke, at folk kan gøre det, Lars Stegman?

Sundhed kan ikke subsidieres. Det kan ikke centralstyres. Det begynder og slutter med dig. Og ja – det er ikke altid lige sjovt at tage ansvar. Det kræver noget. Men hvis man hellere vil bruge sine aftener med flødekartofler, Fanta og ”Forsidefruerne”, så må man også forvente, at det kun er en selv, som skal betale for det.

For hvem er det egentlig, der bestemmer, hvad du putter i munden? Hvem vælger, om du tager trappen eller elevatoren?

Dit kondital og bmi er ikke et fælles projekt. Det er ikke noget, vi kan stemme os til eller bare lige købe os ud af. Det er noget, du må tage ansvar for. For i sidste ende er det ikke samfundets opgave at redde dig fra din næste skefuld bearnaise. Og det er ikke tragisk, at dårlige vaner har konsekvenser – det er forventeligt. Og barnepigestaten? Den burde tage sine egne skridt, snøre sine egne løbesko – og sprinte langt væk fra vores alles livsstil.