Tryghed kræver mere end sandsække

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har selv stået med vand i kælderen. Det er en magtesløs følelse. Det stigende grundvand er ikke længere blot et dystert fremtidsscenarie. Det er en virkelighed, som rammer både kystnære og indlandsområder. Vandet stiger ikke kun oppefra med regn og stormflod – det kommer også nedefra og trænger ind i kældre, undergraver bygninger og ødelægger vores værdier.

Vi kan ikke lægge ansvaret over på den enkelte husejer. Med regeringens lovforslag om klimatilpasning, der netop har været til førstebehandling, tager vi som samfund et vigtigt skridt. Forsyningsselskaberne får mulighed for at gennemføre grundvandssænkende foranstaltninger i områder, hvor vandet medfører skader, og hvor det giver samfundsøkonomisk mening. Det kan være tekniske løsninger som dræn eller pumpesystemer, som tidligere ikke har været en del af forsyningernes opgaver.

Det nye er, at disse indsatser kan finansieres via vandtakster – altså over vandregningen – så den enkelte grundejer ikke står alene med at punge ud. Samtidig får kommunerne en central rolle i at planlægge og koordinere indsatsen, så vi får helhedsorienterede og lokale løsninger. Forslaget sætter også klare rammer for, hvordan vi beskytter vores grundvandsressourcer og sikrer gennemsigtighed i beslutninger og finansiering.