Vi gør det let at være svindler, men svært at være offer
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi har hørt historierne, hvor ofre bliver svindlet for tusindvis af kroner. De oplevelser skal vi både høre og tale om. Men hvad med dem, der bliver snydt for mindre beløb? Dem, der falder i fælden hos svindelvirksomheder, der snyder ”småt” – men bredt.
Dem hører vi ikke så meget om. Vi taler endnu mindre om dem. Og det er en fejl, hvis vi vil gøre livet sværere for lurvede, men lukrative onlinesvindlere.
Hvis vi kun fokuserer på de mest spektakulære svindelsager, efterlader vi mindre plads til de historier, der rammer flest. De historier, hvor man ikke bliver snydt for en månedsløn, men for mindre beløb, der alligevel kan være meget for den enkelte. Hvis vi ikke taler om dem, bidrager vi kun til svindlernes forretningsmodel.
Jeg har igennem mange år arbejdet for at gøre det nemmere at være forbruger. Meget er blevet bedre, men den stigende digitale svindel er en hård nød at knække. Endnu sværere er det at overbevise folk om, at det aldrig er deres skyld.
Men det kan være en af nøglerne til at gøre det sværere at være svindler. Og lettere at være offer.
»Jeg burde have opdaget det,« går igen, når forbrugere fortæller om deres oplevelse efter at være havnet i kløerne på svindelvirksomhederne. Mange føler sig naive og godtroende – »Jeg var nok selv lidt ude om det.«
Men skam er ikke bare en ubehagelig følelse – det er brændstof for svindlere. Når vi holder vores oplevelser med snyd på nettet for os selv, lærer vi ikke af hinanden. Hvis vi ikke advarer andre, undgår vi ikke fælderne.
En ny undersøgelse fra Forbruger Europa bekræfter billedet. Den viser, at to af tre danske forbrugere bebrejder sig selv, når de er blevet snydt på nettet.
Men alle kan blive snydt. De udenlandske bagmænd er dygtige. De målretter deres markedsføring, så den når os på det helt rigtige tidspunkt.
Alligevel er det langtfra alle, der råber højt, når de er blevet snydt: Siger fra, når de får en regning på 600 kr. for en sundhedstest på de sociale medier, som ellers så gratis ud. Eller står fast, når en billig prøvepakke på kosttilskud bliver til et dyrt og uønsket abonnement.
Jo, nogle forbrugere tager kampen. Men for mange vælger at betale for at få fred fra de ubehagelige e-mails, regninger og inkassotrusler – og for at undgå at fortælle det til andre.
Med det virksomhedskoncept bliver nogle hundrede kroner hurtigt til millioner, når mennesker i Danmark og mange andre lande bliver snydt, men betaler i stilhed.
Der er allerede mange initiativer til at bekæmpe digital snyd og svindel. Teknologi og lovgivning spiller en stor rolle, men det er ikke nok i sig selv – der er også brug for et fælles ansvar.
Vi – forbrugere, medier, myndigheder og organisationer – har et ansvar for at skabe åbenhed, så det bliver trygt at dele sine oplevelser med snyd på nettet. Det kræver, at vi ikke lader os opsluge af de mest opsigtsvækkende svindelsager, men også husker at se det større billede, hvor tusindvis af mennesker bliver snydt for 600 kr. hver – og hvor summen af de små bedrag bliver til en millionforretning.
Vi skal støtte dem, der tør dele deres historier, i stedet for at møde dem med løftede pegefingre eller en ”det er du selv ude om”-attitude, der kun forstærker selvbebrejdelserne. For sandheden er, at alle kan blive snydt – også dem med stor viden om digital svindel. Også mig.
Når vi deler vores oplevelser, hjælper vi hinanden med at undgå de samme fælder. Derfor skal vi tage snakken dér, hvor vi kan – med vores naboer, på sociale medier, på anmeldelsessider og i medierne.
Så vi gør det lettere at være offer. Og sværere at være svindler.