Hvor bliver min faglighed af i den reform?
Der er meget fokus på alt det, der skæres væk i ny beskæftigelsesreform. Men man glemmer noget.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har lige siddet i ansættelsesudvalg på min arbejdsplads i en kommune. Til stillingen som socialrådgiver i beskæftigelsesenheden var der ansøgninger fra mange forskellige mennesker med mange forskellige arbejdserfaringer og livserfaringer. Alle brugte de dog den samme formulering i deres ansøgning: »Jeg drømmer om at gøre en positiv forskel for dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.«
Jeg har i de 12 år, jeg har været uddannet socialrådgiver, været stolt af det arbejde, jeg har gjort i beskæftigelsesindsatsen. Jeg har oplevet, at jeg har gjort en forskel – og det har borgerne heldigvis også. Det har jeg særligt oplevet, når jeg har haft en ledelse, der har givet mig tillid, ressourcer og tid til at tænke helhedsorienteret, og ”ud af boksen”. Der, hvor jeg har fået lov til at sætte borgerne over systemet.
Så når nu politikerne med lanceringen af den nye beskæftigelsesreform bruger udtryk som »tillidsreform«, »frisættelse til faglighed« og »mere plads til individuelle hensyn« – så bliver jeg jo glad, helt ned i maven!
Eller … vent! Hvad med alt det, der ikke blev sagt højt? At der skal spares på indsatser til dem længst væk fra arbejdsmarkedet? At 3.500 af mine kollegaer skal fyres? At borgerne bliver overladt til sig selv, uden at nogen griber dem i tide ved at spørge: »Er du okay? Hvad har du brug for?«
Drømmen om at gøre en positiv forskel for borgere uden for beskæftigelse lever i allerhøjeste grad – men mulighederne for at gøre netop dette vil fremover få trange kår.
Hvor blev min frisættelse til faglighed af? Hvor blev min tid til individuelle forløb af? Og hvor blev tilliden til mig af? Vi som fagpersoner ved, hvad der hjælper borgerne med at lykkes, og hvad der ikke gør. Vi ser det hver evig eneste dag, når vi går på arbejde. At man ikke lytter til os, der ved, hvad der skal til for at få en succes, er mig en evig gåde.
Jeg og mine kolleger på beskæftigelsesområdet vil fortsat insistere på, at vores faglighed skal høres, og at der skal læres – både af vores fejl og vores succeser. Også selvom politikerne insisterer på det modsatte.