Den danske model er ude af trit med tiden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg var som ung indkaldt til Den Kongelige Livgarde og stod sammen med mine kolleger vagt om majestæten og dennes familie. Det var i Den Kolde Krigs tid, men i dag er der et mindst lige så stort behov for, at vi ikke bare står vagt omkring kongefamilien, men om hele kongeriget.

Det bør have vores højeste prioritet, og derfor kan jeg kun ryste på hovedet, når både Dansk Industri og formanden for både Dansk Metal og CO-Industri, Claus Jensen, sætter hensynet til den danske model over Danmarks muligheder for at rekruttere og fastholde konstabler og befalingsmænd.

Jeg har kendskab til en konstabel i Søværnet, der med grundløn, militærtillæg, skibstillæg og højeste tillæg for en fireårig erhvervsuddannelse efter flere års tjeneste har omtrent samme løn som en nyuddannet sygeplejerske. En sergent med samme tillæg får et par tusinde kroner mere på månedslønnen. Hvis konstablen var blevet i sit fag, ville han som følge af de overenskomster, som Claus Jensen har forhandlet hjem til sine medlemmer, oppebære en halv snes tusinde kroner mere om måneden.

Det er simpelthen ikke godt nok, at diskussionen om soldaternes alt for lave løn løber sammen i en pærevælling af politisk sniksnak og et overdrevet hensyn til arbejdsmarkedets parter. Vi mister hver eneste dag endnu flere professionelle soldater til at betjene både det nuværende og alt det nye militære isenkram, som vi skal indkøbe i de kommende år, samt de befalingsmænd, der skal uddanne fremtidens mange nye rekrutter.

»Jeg synes, de politiske partier skal lade være med at blande sig i løndannelsen, fordi det er med til at smadre den danske arbejdsmarkedsmodel,« sagde Claus Jensen bl.a. til dr.dk.

Jeg er principielt enig med Claus Jensen, men når politikerne er nødt til at blande sig, er det, fordi den danske model er helt ude af trit med tiden. Det var fagbevægelsen, der selv bad Folketinget om at udarbejde en lov, der fastsætter lønniveauet på godskørsel og buskørsel, i erkendelse af at den danske model ikke slog til.

Dertil kommer, at nutidens lønmodtagere ikke vil mases ind i en lønmodel på samme måde, som dyr får afmålt foder. Vi har nemlig opdraget dem til noget helt andet, nemlig at tage ansvar og stille krav til både sig selv og deres arbejdsgivere.

Endelig vil jeg minde om, at ingen ansatte på industriens overenskomst er i nærheden af mindstelønnen. De oppebærer i kraft af lønglidning og efterspørgsel på faglært arbejdskraft en løn, der kan måle sig med en vellønnet funktionær. Og de får nødvendigvis heller ikke det samme i løn. I mange virksomheder finder man gerne en ekstra pose penge til at fastholde de dygtigste og mest uundværlige medarbejdere.

Ser vi på det offentlige arbejdsmarked, er det over 100 år gamle overenskomstsystem røget helt bagud af dansen. Når alle faggrupper får den samme procentsats under overenskomstforhandlingerne, øger man konstant forskellen mellem de enkelte faggrupper. Den danske model bærer kort sagt en stor del af ansvaret for, at de unge har meget mere blik for at tage en kandidatuddannelse og ryge ind i en mere attraktiv løntabel frem for at uddanne sig som bachelorer og styrke sundhedssektoren, børnehaver og grundskoler.

Og når dem, der i forvejen sakker bagud, år efter år sakker endnu mere bagud, så burde det egentlig ikke overraske nogen som helst, at vi akut mangler konstabler og befalingsmænd.

I min optik vægter hensynet til Danmarks sikkerhed altså væsentlig mere end hensynet til ”arbejdsmarkedets parter” og den danske model.