Man rekrutterer ikke læger med dirigentstok

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Vi er nødt til at dirigere de kommende speciallæger derhen, hvor der er størst mangel. Og vi skal først skrue op for antallet af uddannelsesstillinger, når vi har fået besat de nuværende forløb.«

Sådan siger formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau, i Jyllands-Posten den 1. april 2025. Man kunne håbe, det var en aprilsnar. For som forperson for 16.600 læger er den slags udtalelser hovedrystende. Hvad er det for en defensiv arbejdsgiver- og rekrutteringspolitik?

Særligt nu, hvor regionerne har fået et styrket ansvar som arbejdsgiver i det nye sundhedsvæsen, bør ambitionsniveauet være langt højere.

Vi mangler 2.000 speciallæger i Danmark. For at dække det hul bør der hvert år fra 2026 til 2030 oprettes mindst 200 ekstra hoveduddannelsesforløb.

Aftalen om sundhedsreformen er da også gennemsyret af en erkendelse af, at regionerne skal sikre attraktive faglige miljøer i alle områder af landet og i alle specialer, så både uddannelseslæger og speciallæger vil arbejde der, hvor patienterne mangler dem mest. Og aftalen slår fast, at der skal uddannes flere læger med speciale i almen medicin, børne- og ungepsykiatri, voksenpsykiatri og geriatri.

I andre brancher ved man godt, at en rekrutteringskrise kræver handling. Nogle private virksomheder lokker, investerer og tilpasser sig. Fører en håndholdt rekrutteringsindsats.

Regionerne bør gøre det samme, i stedet for at håbe at lægerne af sig selv fylder hullerne i det lægedækningstruede landkort. Hvorfor ikke kigge på fleksible arbejdstider, faglige fællesskaber og nye måder at indrette arbejdet på? Eller se på, hvordan der kan etableres prioriterede hoveduddannelsesforløb, hvor man i dialog med den enkelte læge sammensætter et forløb, der faktisk giver dem lyst til at tage stillingen.

For det handler ikke om, at lægerne vælger forkert. Ansvaret for at få stillingerne besat ligger hos arbejdsgiverne. Det kræver forståelse for, at arbejdsmiljø, uddannelsesmiljø og balance mellem arbejdsliv og fritid spiller ind. Det handler ikke om, at ”ingen gider x-købing”.

Det handler om, hvad der samlet set gør en arbejdsplads attraktiv.

Desværre er regionernes rekrutteringsindsats alt for passiv. En undersøgelse blandt Yngre Lægers medlemmer viser, at kun hver femte læge i løbet af et år er blevet forsøgt rekrutteret til et lægedækningstruet område eller speciale. Og det på trods af, at det virker. En tredjedel af dem, der blev opfordret, endte med at søge stillingen.

Når vi allerede i dag mangler 2.000 speciallæger og har en underproduktion på 200 hoveduddannelsesforløb om året, er det ikke rettidig omhu, når Anders Kühnau siger, at vi skal vente og se, om hullerne bliver fyldt ud, før vi skruer op for antallet af uddannelsesstillinger. Det er et sats og et farligt et.

Det hjælper heller ikke at tale om at »dirigere« lægerne hen, hvor der mangler hænder. Ingen bryder sig om at blive dirigeret med. Heller ikke læger, der har andre valgmulighed også uden for det offentlige sundhedsvæsen.

Det eneste, der for alvor virker, er en aktiv, håndholdt rekrutteringsindsats. En plan. En strategi. Det bliver også bekræftet i sundhedsreformen.

Derfor er opfordringen herfra klar: Regionerne skal tage ansvar og gøre deres del – ikke vente på, at lægerne automatisk fylder hullerne på det lægedækningstruede landkort ud for dem.