De unge er stærkere, end vi bilder dem ind

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kritikken fra Sofie Herskind, tidligere højskoleelev og kommende psykologistuderende, bragt i Jyllands-Posten 22/3, er skrevet med stort engagement – og det skal anerkendes.

Men jeg er kritisk over for det billede, hun tegner, og ikke mindst den hårde dom over Trivselskommissionens arbejde.

Sofie skriver, at hun blev »chokeret« over, at kommissionen konkluderer, at »de fleste børn og unge i Danmark trives«. Men hvorfor egentlig? Det er ikke en tilfældig formulering. Det er en konklusion på baggrund af solide data og undersøgelser. Problemer med mistrivsel eksisterer, ja – og de skal tages alvorligt – men vi er nødt til at fastholde proportionerne.

Det hjælper ingen at tale sig ind i en fortælling om, at ungdommen som helhed er i krise.

Tværtimod risikerer vi at skade de unge ved at normalisere et billede af, at livet som ung nærmest er lig med at have det dårligt. Når vi overdriver mistrivslen, bliver det lettere for unge at spejle sig i fortællinger om smerte og utilstrækkelighed, også når der måske ”bare” er tale om helt almindelige livsudfordringer.

Sofie skriver, at »livet bør ikke gøre ondt«. Det er en smuk tanke – men også en urealistisk én. Livet gør ondt indimellem. Det skal det gøre. Vi svigter de unge, hvis vi ikke lærer dem det.

Når Trivselskommissionens formand siger, at perioder med mørke og uro er menneskelige – ikke nødvendigvis sygelige – så er det ikke kynisme. Det er faktisk et opgør med en tendens til at psykologisere enhver livskrise.

Vi skal naturligvis hjælpe de unge, der kæmper – det er vi enige om. Men løsningen ligger ikke nødvendigvis i flere psykologer, flere diagnoser eller politiske slogans. Den ligger ofte i fællesskabet, i nære relationer og i tydelige voksne, der tør sætte rammer.

Det er netop det, kommissionen peger på: at forældre, skoler og fællesskaber spiller en afgørende rolle. Ikke som en undskyldning – men som en opfordring til handling.

Sofie nævner Krogerup Højskole som et eksempel på et sted, hvor hun oplevede ægte trivsel: omsorg, ansvar, nærvær.

Det lyder fantastisk – og det er præcis den type fællesskab, Trivselskommissionen forsøger at fremhæve som løsning. Ikke som en romantisering, men som en påmindelse om, at trivsel skabes i hverdagen – ikke i systemet.

Det er vigtigt, at vi lytter til de unges stemmer som Sofies. Men det er også vigtigt, at vi som samfund tør stå fast på, at robusthed ikke skabes ved at pakke unge ind i vat. Det skabes ved at lære dem, at ubehag er en del af livet – og at de godt kan klare det.

Tak til Sofie for at råbe op. Vi har brug for unge stemmer. Men vi har også brug for realisme, proportioner og tillid til, at de unge faktisk er stærkere, end vi nogle gange bilder dem ind.