Den vrede unge mand er et venstrefløjsfænomen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Samtidsdiskursen om, at højrefløjens unge mænd er vrede, lider af en grov forvrængning og en bevidst omfortolkning af virkeligheden, hvor venstrefløjen har formået at iscenesætte sig selv som progressiv og humanistisk, mens vreden placeres hos højrefløjen. Hvem har efterhånden ikke hørt parolen om ”højrefløjens vrede unge mænd”?

Denne venstrefløjsfortælling, gentaget til ukendelighed i medierne, akademiske kredse og det offentlige rum, tjener ikke blot som en analytisk fejlslutning, men som systematisk manipulation, der slører venstrefløjens både historiske og nutidige tendens til voldsanvendelse, destruktive opstande og ideologisk intolerans. Eller med et andet ord: vrede.

For at forstå, hvorfra vreden udspringer, må vi vende blikket mod de teoretiske baggrunde, som venstrefløjen bygger på. I marxistisk teori, altså det teoretiske bagtæppe for den autoritære del af venstrefløjen anført af især Karl Marx, er det klassekampen, der er historiens motor.

Det er en doktrin, hvor samfundets fundamentale drivkraft ikke er dialog eller konsensus, men en kamp mellem undertrykkere og undertrykte. En revolutionsteori, hvor vold ikke ses som en tragisk konsekvens, men som et nødvendigt instrument til omvæltning af den eksisterende orden. Marx efterlod ingen tvivl om, at proletariatets kamp skulle vindes med magt, og at enhver revolution, der ikke var villig til at anvende vold, var dømt til fiasko.

Anarkokommunismens chefideolog, Emma Goldman – vi kunne kalde hende den anarkistiske venstrefløjs moder – udviklede den vrede venstrefløjstradition i en endnu mere kompromisløs retning. For Goldman var statens eksistens en voldshandling i sig selv, hvorfor vold mod autoriteter ifølge chefideologen var et legitimt værktøj. I denne tankegang bliver politisk vold ikke blot et middel til at nå et mål, men en moralsk forpligtelse. Goldmans »If I can’t dance to it, it’s not my revolution« er inkarnationen er venstreekstremismens kyniske omend meget vellykkede diskurs.

På den ene side vil man have revolution – koste hvad det vil. På den anden side danser man sig igennem revolutionen og foregiver således at være en sød og rar bevægelsen. Og det er lige præcis den ånd, der lever videre i nutidens venstreradikale bevægelser, hvor sabotage, trusler og aggression retfærdiggøres i kampen mod det, de kalder undertrykkelse.

Venstrefløjens vrede manifesterer sig i dag også i en ideologisk aggression, der udmønter sig i både politisk forfølgelse og social udskamning som værktøjer til at destruere ideologiske modstandere. Den digitale tidsalder har blot forstærket denne tendens. Sociale medier, særligt platforme som X (tidligere Twitter) fungerer som en slagmark, hvor venstrefløjens sympatisører udøver et kollektivt pres på enhver, der vover at udfordre dogmerne. Perfide kommentarer, trusler og forsøg på at lukke munden på dissidenter er standardprocedurer i venstrefløjens debatarsenal.

Denne aggressive, revolutionære ånd har historisk været venstrefløjens kendetegn. Ungdomsoprøret i 1968 demonstrerede, hvordan venstreradikale ikke tøvede med at udøve hærværk, hvis det fandtes nødvendigt. I 1980’erne og 1990’erne var især de autonome bevægelser kendt for deres voldelige optøjer. I 2020 satte man amerikanske byer i brand under BLM-protesterne. Og i dag ser vi venstrefløjens vrede materialisere sig i vejblokerende og kunstødelæggende klimaaktivister, radikaliserede neofeminister og voldsparate autonome. Hver eneste gang de føler sig uretfærdigt behandlet, svarer de ikke med argumenter, men omvendt med blokader, optøjer og politisk chikane mod meningsmodstandere.

2024 og 2025 har været to år, hvor venstrefløjens vrede især er kommet til udtryk. Mestendels i de massive og ofte aggressive pro-palæstinensiske demonstrationer, der har fundet sted i år og sidste år. Vestlige byer har dannet ramme for hadske, antisemitiske tilråb, aggression rettet mod jødiske samfund og i nogle tilfælde direkte fysiske konfrontationer med politiet.

De palæstinensiske sympatisører blandt venstrefløjens aktivister benytter ofte den samme retorik, som vi har set i tidligere revolutionære bevægelser – en opdeling af verden i gode og onde, hvor fjenden skal destrueres frem for at blive mødt i argumentationens arena.

At venstrefløjen har adopteret denne sag og skabt et klima, hvor antisemitisme protester legitimeres, vidner om en grundlæggende forråelse af den politiske debat og dertil et vidnesbyrd om, at den vrede ungdom først og fremmest findes på venstrefløjen. Denne vrede er ikke en isoleret begivenhed, men en integreret del af venstrefløjens historie, hvor indignation altid kanaliseres direkte ud i vred politisk – og ofte decideret destruktiv – handling.

Det, der adskiller venstrefløjens vrede fra andre politiske strømninger, er dens strategiske brug af følelser som et våben. Vrede mobiliserer, vækker kampgejst og skaber en illusion af moralsk overlegenhed. Denne emotionelle kapital omsættes til politisk handling, der ikke søger kompromis eller dialog, men kræver ubetinget overgivelse fra modparten. Det er derfor, vi ser en eskalering af retorikken, hvor politiske modstandere ikke blot er uenige, men bliver fremstillet som eksistentielle trusler, der skal elimineres. Hele strategien er således at afføde vrede – og det virker.

Denne strategi fastholder venstrefløjen i en tilstand af kampberedskab, hvor ingen opposition tolereres. Det er også derfor, de medier og akademiske institutioner, der domineres af venstrefløjen, systematisk fremstiller højreorienterede synspunkter som fjendtlige, uanset deres substans. Venstrefløjen er således afhængig af vreden som en drivkraft – for uden denne energi ville deres revolutionære bevægelse miste sin sammenhængskraft.

Så hvordan er det lykkedes venstrefløjen at vride fortællingen, sådan at det er højrefløjen, der nu associeres med vrede? Svaret skal findes i den institutionelle magt, venstrefløjen har opbygget gennem årtier. I universitetsverdenen, hvor den akademiske elite for længst har overtaget definitionsmagten, produceres analyser, der konsekvent fremstiller højrefløjen som farlig og ekstremistisk, mens venstrefløjens voldelige udskejelser enten ignoreres, rationaliseres eller sågar legitimeres som værende modstandskamp mod det intolerante. I medierne er fortællingen den samme – venstrefløjen fremstilles som de retfærdige, de undertryktes beskyttere, mens enhver form for kritik af deres metoder afskrives som en form for reaktionær paranoia.

Når venstrefløjen i dag forsøger at overbevise os om, at vrede unge mænd er et højrefløjsfænomen, så må vi afkræve en forklaring: Hvem smadrede gaderne i USA under BLM-protesterne? Hvem kastede med sten efter politiet under miseren om Ungdomshuset? Hvem saboterer motorvejene i klimaets navn? Hvem sender penge til palæstinensiske terrororganisationer? Hvem organiserer voldelige demonstrationer imod politiske modstandere? Ja – svaret er så tydeligt, at selv en blind kan tyde det. Den vrede ungdom hører hjemme på venstrefløjen.