Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Har du egentlig læst den artikel, du danner din mening ud fra?

Kompleksitet får os til at søge enkle svar. Det fremmer polarisering.

Lars R. NielsenPh.d-stipendiat, Allerød

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jo mere kompleks verden bliver, desto mere søger vi tilflugt i kassetænkning – en bekvem erstatning for den krævende vej med nuanceret tænkning og refleksion.

Man kunne f.eks. mene, at der findes to køn. At sociale medier forårsager mistrivsel. At Vesten er de moralske vogtere. At atomkraft er den eneste gangbare løsning i den grønne omstilling. Man kunne også ryste på hovedet over det og i stedet mene, at der er et ubegrænset antal køn. At sociale medier styrker trivslen. At de vestlige demokratier har fejlet eklatant. At idéen om atomkraft er langt ude.

For nylig læste jeg, at i 75 pct. af de tilfælde, hvor der deles nyhedsartikler på Facebook, har vedkommende ikke selv læst artiklen. Forskerne bemærkede, at det delte ofte var i overensstemmelse med vedkommendes politiske ståsted. Det forstærker det billede af, at vi mennesker forskanser os i ekkokamre, hvor vi selekterer i informationer, ud fra hvad vi allerede er overbevist om. Et blind spot eller såkaldt confirmation bias.

Når vi konfronteres med markante idéer og komplekse begivenheder, tvinges vores hjerner mod trygge, ideologiske lejre, hvor alt har et klart facit. Denne tilbøjelighed til at søge overskuelighed fremkalder en dybere polarisering – en splittelse, der kun vokser, når stadig flere stemmer fra begge lejre råber op. I stedet for at lade os opsluge af mentale forenklinger, der skaber større polarisering, mindre forståelse og mindre menneskelig fremdrift, skylder vi verden at være åbensindede og kritiske – både over for hinanden og os selv.