Gudstjenesten er ikke et mødested for politisk meningsudveksling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Vi savner en kirke, der taler magten midt imod,« hedder det i en kronik af Carl Frederik Wive, som Jyllands-Posten bragte i søndags.

Kronikken er et sikkert velmenende, men fejlslagent angreb på folkekirken og dens gudstjeneste. For Gud ske lov har vi en kirke, der ved, hvis magten er, og som den udtrykker det søndag efter søndag i Fadervor, som slutter med: »thi dit er riget, magten og æren.« Altså, den magt, der for alvor er afgørende for dit og mit liv, er ikke den politiske magt, men Guds nådige indgriben i menneskers liv.

Jeg forstår, hvad Wive skriver i sit angreb på folkekirken og dens gudstjeneste, at den i sin prædiken og sit aktive liv skal være mere politisk orienteret og engageret og i alt fald tale den svages sag, den, der bliver ramt af de uligheder, som den politiske dagligdag afslører.

Men jeg forstår ikke, hvorfor samme Wive ikke tænker dybere end blot at lade sin kronik være et slet skjult angreb på Katrine Winkel Holm, som han nævner flere gange i kronikken, og som han åbenbart er politisk uenig med.

Fred være med det, men hvad vedkommer det læseren, at Katrine Winkel Holm er datter af Søren Krarup? Hun har mig bekendt altid skrevet og talt i egen ret, og ofte har man stødt sig på hendes klare budskab. Men hvad har hendes afdøde far med det her at gøre, udover at kronikøren åbenbart har et udestående med Søren Krarup og Tidehverv?

Så sig det dog, så vi ved, hvor på banen vi befinder os, hvis der skal kæmpes en sober meningskamp. Og det skal der, og den er vigtig.

Så tillad mig, at jeg går ind i kampen med det klare udsagn, at det Guds Rige, som Jesus i sit liv her på Jorden åbnede syn og sanser for, er ikke af denne verden. Nej, men det rige, der ikke er af denne verden, åbenbarer sig i denne verden, for i det liv, Kristus levede, blev Gudsriget momentvis virkelighed som åbenbaring af en anden og gudgiven kommende virkelighed.

Her og nu i vores verden anes og åbenbares det i det menneskeliv, vi lever med hinanden, når tilgivelsen og nåden kommer for en dag, hvad den gør i de livsytringer, vi lever af og på. Gudsriget anes og åbenbares, når vi tør indse, at det ikke er en katastrofe, at denne verden ikke er fuldkommen og på ingen måde aldrig bliver det.

Nej, men helt dernede, hvor vi erfarer menneskelivet på godt og ondt og hermed erkender tabet af tro på fuldkommenhed, åbner der sig en sprække af medmenneskelighed, om at tage vare på hinanden. Derom handler al ordentlig forkyndelse i folkekirken.

Om kirken blev det engang sagt, at da Gudsriget udeblev, fik vi kirken. Da det fuldkomne aldrig lykkedes alene for mennesker at skabe – og heldigvis for det, for vi har set nok af historiske eksempler på, hvor galt det kan gå, når magtmennesker bestræber sig på det – fik vi et sted at gå hen søndag efter søndag for at høre, at vi ikke skal anstrenge os mentalt til døde for at skabe Gudsriget. For det er lovet os.

Her og nu åbenbarer det sig som skrevet i det skjulte i de medmenneskelige fællesskaber. Det er, hvad kristendommen handler om, og det er, hvad folkekirkens præster skal forkynde.

Søndagens gudstjeneste er ikke et mødested for meningsudveksling af politisk art, men et møde mellem mennesker og Gud, og når dette særlige møde er afsluttet, skal vi gå tilbage og forsøge at gøre det så godt som muligt for de mennesker, som vi fik ansvar for. Hvor fik vi friheden og opladtheden fra? Fra det ord, der blev sagt os i kirken.

Der er nok af politiske mennesker, hvis mål er at frelse verden, men kristendommens inderste budskab handler ikke om at frelse verden, men om at leve i og med denne ufuldkomne verden med fortrøstning og mod og dermed gøre den menneskeligt bedre.